Sikkerhedstrusler på mobilen har ramt hver femte: Sådan beskytter du dig

Flere nyere telefoner har en form for spambeskyttelse indbygget, som filtrerer opkald og beskeder væk. Men it-kriminelle bliver også bedre til at omgå systemerne, lyder det fra John G. Pedersen, der er chefredaktør for mediet meremobil.dk. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Få styr på sikkerhedsbristerne i din telefon, så it-kriminelle ikke kan få fat i dine personlige oplysninger.

Offentliggjort

Svindlere og kriminelle hackere slår i stigende grad til på mobiltelefoner, hvor de forsøger at lokke oplysninger og penge ud fra intetanende ofre.

Hver femte dansker er blevet udsat for sikkerhedstrusler eller angreb på deres smartphone eller tablet enten én eller flere gange. Det er fem procentpoint mere end for to år siden.

Det viser en netop offentliggjort undersøgelse fra analyseorganisationen YouGov på vegne af Samsung. Undersøgelsen blev lavet i januar og februar i år.

- Lige nu ser vi rigtig mange svindelforsøg relateret til pakker, hvor kriminelle sender en masse sms'er ud til danske forbrugere, siger Claus Holm, der er landechef for Samsung Danmark.

Han peger på, at de kriminelle bliver mere og mere kreative i deres metoder. Derfor er det vigtigt, at du har din mobilsikkerhed i orden.

- Det absolut vigtigste er at sørge for, at ens styresystem altid er opdateret. For her bliver mange sikkerhedshuller nemlig lukket, siger Claus Holm og understreger, at det af samme grund også er vigtigt at holde dine apps opdateret.

Der ligger ifølge landechefen også en stor sikkerhedsrisiko, hvis du kobler dig på forskellige trådløse netværk uden at vide, hvem der stiller det til rådighed.

Vær opmærksom på beskeder fra svindlere, der udgiver sig for at være fra et pakkeselskab. Her kan der eksempelvis stå noget i retning af, at din pakke er tilbageholdt, og at du skal betale et beløb for at kunne modtage pakken. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

- Du ved ikke, hvordan netværket er sat op, og du ved heller ikke, om der er nogen, der kan tilgå dine oplysninger, siger han.

Samme melding kommer fra mobilekspert John G. Pedersen, der er chefredaktør for mediet meremobil.dk.

- Det er især en dårlig idé, hvis du eksempelvis logger på din netbank eller e-Boks. Der kunne teknisk set godt være nogen, som har opsat et falsk netværk for at opsnappe data, siger han og uddyber:

- Du kunne sidde på Starbucks og finde et netværk som hed noget a la "free starbucks", men som blot er for at lokke folk til at logge på.

Den største sikkerhedstrussel i forhold til danskernes mobiltelefoner ifølge John G. Pedersen er dog spam- og phishingbeskeder, som ligner sms'er fra eksempelvis PostNord eller DHL.

- De kriminelle bliver bedre til det, og nogle af beskederne ser troværdige ud. Særligt hvis man modtager den, mens man står i køen for at hente en pakke. Så er man nok mere tilbøjelig til at falde i, siger John G. Pedersen.

Ud over svindelbeskeder skal du også være opmærksom på, at du har et godt kodeord til din telefon og alt det, du bruger telefonen til.

Det er aldrig en god idé at genbruge kodeord, lyder det fra Claus Holm, der er landechef hos Samsung Danmark. Han peger også på, at kodeordene gerne skal være svære at gætte.

- Det er for nemt, hvis du bruger dit barns fødselsdagsdato. Du bliver nok nødt til at være lidt mere kreativ, siger han.

/ritzau fokus/

Tjekliste for god mobilsikkerhed

* Opdatér dit operative styresystem. Det sikrer, at du har adgang til de nyeste sikkerhedsfunktioner.

* Vælg et stærkt kodeord.

* Brug multifaktorgodkendelse.

* Slet vigtige data fra din mobil, hvis den forsvinder. Hvis du slår funktionen "enhedskryptering" til, som tilbydes på flere nye smartphones, gør du det sværere for uvedkommende at tilgå dine data.

* Slå Bluetooth fra, når du ikke bruger den. En aktiv Bluetooth-forbindelse kan give adgang til og overføre privat data. Undgå at koble dig til enheder, du ikke kender.

* Slet åbne, trådløse netværk.

* Hold dig fra uautoriserede apps.

Kilde: Claus Holm, landechef i Samsung Danmark.

/ritzau fokus/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu