Sjælden krabbeedderkop set for første gang i Jylland
Her ses en hunedderkop af arten sten-krabbeedderkop. Arten er for første gang blevet fundet i Jylland i Nationalpark Mols Bjerge. Hidtil har den kun været kendt fra Møn. Foto: Frederik Leck Fischer/Free
Biolog står bag jysk fund af en særlig edderkop, der ellers kun har været kendt fra øen Møn.
En ganske ualmindelig edderkop er for første gang blevet fundet på det danske fastland, nærmere bestemt i Nationalpark Mols Bjerge.
Der er tale om arten sten-krabbeedderkop, skriver nationalparken i en pressemeddelelse.
Hidtil har det eneste kendte levested for edderkoppen i Danmark været på øen Møn syd for Sjælland.
Det er biolog og naturformidler Frederik Leck Fischer, der har set det ottebenede smådyr.
Han gjorde fundet ved Jernhatten, en bakke i Mols Bjerge.
- Jeg var på jagt efter nogle af de sjældne edderkopper, der i forvejen er ret kendte for Jernhatten.
- Jeg fandt ikke, hvad jeg søgte, men jeg fandt noget andet, som jeg aldrig havde kunnet håbe på, siger Frederik Leck Fischer i pressemeddelelsen.
Det lille dyr er en de sjældneste af i alt 25 kendte arter af krabbeedderkop i Danmark.
De adskiller sig fra andre edderkopper, blandt andet ved at de ikke laver spind til at fange deres bytte.
I stedet bruger en krabbeedderkop sine meget muskuløse ben til at fastklemme byttedyr.
Den vil ofte gemme sig mellem sten, hvor den venter på, at et insekt kommer forbi, som den kan fange.
Sten-krabbeedderkoppen beskrives som robust og muskuløs.
Den er desuden mørk i farven, og dens form minder lidt en om tudse.
Skal man på jagt efter den sjældne edderkop, er det oplagt at lede ved skrænter.
Dyret er særligt glad for steder, hvor der er tørt og masser af sol, og hvor jorden er fattig på næringsstoffer.
Mens nogle edderkopper kribler rundt i træer og buske, lever sten-krabbeedderkoppen helt nede ved jorden.
At edderkoppen er blevet fundet ved netop Jernhatten er måske ikke så overraskende, hvis man kender til bakkens natur.
Den er nemlig næringsfattig, og der er masser af lys og varme, skriver Nationalpark Mols Bjerge i pressemeddelelsen.
Det gør bakken til et godt levested for en art som sten-krabbeedderkoppen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned