Skadelige fluorstoffer holder sig under grænseværdien i badevand
Den dårlige nyhed er, at der mange steder i badevandet er målt indhold af skadelige PFAS-stoffer. Men den gode nyhed er, at det er i koncentrationer under grænseværdien. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Der er mange steder PFAS i badevandet, men det er generelt under grænseværdien, konkluderer Miljøstyrelsen.
De sundhedsskadelige fluorstoffer kaldet PFAS findes mange steder i badevandet.
Men det er i koncentrationer, der generelt ligger væsentligt under den vejledende grænseværdi for badevand.
Det konkluderer Miljøstyrelsen på sin hjemmeside efter at have tjekket 50 kyststrækninger og søer for indhold af PFAS-stoffer.
Der blev påvist indhold af PFAS under grænseværdien i 48 ud af 50 badevandsanalyser.
I de sidste to prøver var der ikke påvist PFAS i et omfang, der kunne måles.
I Jammerbugt Kommune i Nordvestjylland fandt man i en enkelt badevandsanalyse overskridelse af grænseværdien.
Men ved en opfølgende prøvetagning var analyseresultatet under grænseværdien.
Miljøstyrelsens undersøgelse suppleres af 216 badevandsprøver foretaget af 41 kommuner.
Også kommunernes målinger viser, at indholdet af PFAS i badevandet var under grænseværdien med undtagelse af en prøve ved Aalborg, som i første omgang var højere end den fastsatte værdi.
Men ved en supplerende måling var den lavere.
Det var et fund af PFAS-stoffer i havvand ved Thyborøn i juni, der gav anledning til undersøgelsen.
PFAS-stoffer er problematiske, fordi de mistænkes for at kunne være kræftfremkaldende og hormonforstyrrende.
I gruppen af PFAS-stoffer finder man blandt andet det meget omtalte stof PFOS, som har været anvendt i slukningsskum på brandøvelsespladser landet over.
I Korsør havde det den konsekvens, at medlemmer af det lokale kogræsserlaug uforvarende indtog stoffet, fordi køerne havde græsset nær en tidligere brandøvelsesplads.
I maj i år viste en kortlægning lavet af Danske Regioner, at 14.607 steder i Danmark bør undersøges for PFAS-forurening.
Miljøstyrelsens badevandsprøver er udtaget ved 50 badevandsstationer jævnt fordelt langs Danmarks kyster.
Alle badevandsprøver er udtaget i 0,30 meters dybde.
/ritzau/
Seneste artikler
Uligheden bør på dagsordenen
Henstilling fra politiet hjalp ikke: Truede kvinde to gange
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker