Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) skubber Flygtningenævnet foran sig, når kritikere anklager hende for at føre en umenneskelig udlændingepolitik. Men i nævnet, hvor man ikke ønsker at være ministerens allierede, har man længe talt om ansvarsforflygtigelse, skriver Information.
Information har været i kontakt med flere medlemmer af Flygtningenævnet, der er dybt utilfredse med ministerens håndtering af sagen om de irakiske asylansøgere i Danmark.
- Det er voldsomt irriterende at høre ministerens udtalelser i diskussionen om irakerne. Det er under lavmålet, når hun giver folk det indtryk, at hun ikke selv har noget ansvar, men at det er os i Flygtningenævnet, der alene afgør, om irakerne kan få opholdstilladelse, lyder det fra et medlem af nævnet.
Vedkommende, der ønsker at være anonym, understreger, at Flygtningenævnet kun har kompetence til at give opholdstilladelse til personer, der er i risiko for forfølgelse eller overgreb. Hvis andre årsager taler for det, er det ministerens ansvar at tildele humanitær opholdstilladelse.
Ifølge Informations oplysninger er utilfredsheden særlig udbredt blandt Advokatrådets medlemmer af Flygtningenævnet. De har længe kommunikeret om problemstillingen over e-mail, og tirsdag afholder gruppen et særligt møde, hvor de skal drøfte emnet.
Det Radikale Venstres gruppeformand, Margrethe Vestager, har flere gange i løbet af sommeren kritiseret Birthe Rønn Hornbech for at gemme sig bag Flygtningenævnet, og den kritik føler hun sig nu bekræftet i.
Birthe Rønn Hornbeck har ikke ønsket at kommentere sagen over for Information. Det har Flygtningenævnets formand, Bent Ove Jespersen, heller ikke.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker