Skat hævede husejeres grundskyld med 90 procent
En ny lokalplan fra Københavns Kommune gav Skat mulighed for at skrue gevaldigt op for ejendomsskatten - den såkaldte grundskyld - på en villavej i Valby i København.
Resultatet for husejerne er blevet, at de skal betale mellem 20.000 og 32.000 kroner ekstra i skat hvert år, men nu erkender Skat, at der kan være sket en fejl, og overvejer at genåbne sagen, skriver Politiken.
- Vi vil kigge på sagen, og så vil vi tage fat i ejerne og bede dem rette henvendelse til os. Og hvis vi har begået en fejl - indtastningsmæssigt eller andet - vil vi naturligvis gøre, hvad vi overhovedet kan for at rette op, siger underdirektør i Skat Lise Schou Hansen til Politiken.
Et såkaldt skatteloft på grundskyldsområdet gør, at ejendomsskatten højst må stige med syv procent om året, men på grund af, at Københavns Kommune i 2010 vedtog en ny lokalplan for området, er den regel i praksis blevet sat ud af kraft.
Den nye lokalplan betyder nemlig, at Skat efter vurderingsloven har haft lov til at beregne helt nye grundværdier i området. Men Skat kritiseres for at beregningerne er helt ude i skoven.
- Jeg forstår ikke, hvor Skat har de tal fra. De svarer ikke til dem, der gælder for dette grundværdiområde og heller ikke andre nærliggende områder. Det er gået galt for Skat, siger chefjurist Christian Gommesen fra rådgivningsfirmaet Rafn og Søn til Politiken.
I januar 2013 klagede grundejerne til Skat over skattestigningen. Det skete få dage efter, at ekstraregningen kom, men svaret fra Skat lød, at fristen for at klage lå tilbage i juli 2012.
- Vi forstår ikke, at Skat kan tromle hen over en hel vej med 20 grundejere på den måde, siger grundejer Troels Nipper Nielsen til Politiken.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned