Skat opgiver at inddrive 34 milliarder til statskassen
Danskernes såkaldte håbløse gæld er steget med knap seks milliarder kroner på et år, viser opgørelse.
Næsten halvdelen af gælden til det offentlige er blevet lagt på hylden af Skat, fordi den i praksis anses som umulig at kradse ind.
Dermed opgiver Skat at inddrive et støt stigende milliardbeløb hos borgere og virksomheder, der ikke kan betale deres udestående med de offentlige kasser, skriver Politiken.
En ny analyse fra Skatteministeriet viser, at danskernes "håbløse" gæld - de såkaldt ikke-inddrivelige restancer - er steget fra 28,7 milliarder kroner til 34,4 milliarder fra 2013 til 2014.
Den håbløse gæld udgør derved næsten halvdelen af de samlede restancer, der netop har passeret 70 milliarder kroner.
Skatteminister Benny Engelbrecht (S) understreger dog, at skattemyndighederne ikke har opgivet håbet om at inddrive milliarderne fuldstændigt.
- Man kan sige, at den er parkeret på ubestemt tid, men viser det sig så senere, at den enkelte skyldner får penge på kontoen, så bliver sagen taget frem og pengene kradset ind, siger han til Politiken.
Ministeren peger samtidig på, at der er sket et "stort fremskridt", da der nu er udarbejdet en mere præcis opgørelse af, hvor stor en del af restancerne som faktisk kan hentes ind til statskassen.
- Når vi ved, hvilken del af gælden der er svær at kradse ind, så ved vi også, at det ikke er der, vi skal koncentrere kræfterne. Der er jo ikke nogen grund til at forsøge at flå noget ud af lommerne på hr. Jensen, hvis der ikke er noget, siger Benny Engelbrecht til avisen.
Skat har i knap 10 år haft ansvaret for at inddrive danskernes gæld til de offentlige kasser, uanset om der er tale om skat, afgifter, ubetalte parkeringsbøder, togbøder, studielån eller underholdsbidrag.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned