Skidt nyt for ledige: Færre penge efter nytår
Modtagere af dagpenge og kontanthjælp får færre penge at leve for efter nytår. I modsætning til de familier, hvor de voksne har et job, kommer de ledige til at opleve et fald i deres rådighedsbeløb, når huslejen er betalt. Det skriver Jyllands-Posten.
Det viser nye beregninger fra Økonomi- og Indenrigsministeriet, som illustrerer den konkrete virkning af regeringens økonomiske politik for danske gennemsnitsfamilier.
Forklaringen på udviklingen er regeringens skattereform med de borgerlige partier, som hæver beskæftigelsesfradraget og topskattegrænsen.
Det gavner folk i job. Men ikke ledige, der til gengæld rammes af, at priserne stiger mere end deres overførselsindkomster.
- Det er en meget konkret måde at vise på, hvad skattereformen gør, siger økonomiminister Margrethe Vestager (R) til Jyllands-Posten.
- Hvis man er en erhvervsaktiv familie, medfører skattereformen en kontant forskel i familiens økonomi, og dermed gør den også, at det bedre kan svare sig at være i arbejde, tilføjer hun.
Ministeriet har regnet på otte familietyper. Seks af dem oplever et plus på op til 3,6 procent i rådighedsbeløb, mens dagpengemodtagerne får et minus på 0,6 procent. Også kontanthjælpsmodtagere vil opleve at have færre penge.
Med tallene står det klart, at det nuværende politiske flertal, er det første siden 1995, som i sin periode ved magten samlet har sænket rådighedsbeløbet for dagpengemodtagere og personer på kontanthjælp.
- Det skal i højere grad kunne mærkes, at man kommer i arbejde i forhold til at være på kontanthjælp. Det har man ikke nogen god familieøkonomi af.
- Derfor er det vigtigt, at man oplever, at det gør en reel forskel, når man kommer i arbejde, siger Margrethe Vestager til avisen.
/ritzau/
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker