Skoleborgmester klar til tvangsspredning

Står det til den nye københavnske børne- og ungdomsborgmester, Anne Vang (S), kan tosprogede elever meget vel forberede sig på at blive spredt ud over kommunens folkeskoler med tvang.

- Tvang kan være rigtigt, rigtigt effektivt, og hvis vi finder en model, der indeholder tvang, så er det den, vi bruger, slår hun fast.

- Det er vigtigt for mig at sige, at for Socialdemokraterne er der ingen hellige køer, og hvis tvang er vejen frem for at få en ordentlig fordeling, så går vi ind for tvang, understreger borgmesteren, der fortæller, at spredningen under alle omstændigheder først vil kunne træde i kraft i skoleåret 2011/2012.

- Vi kan ikke gøre noget lige nu, for indskrivningen til næste skoleår har allerede fundet sted. Så eleverne er allerede blevet fordelt på folkeskolerne, hvor de starter efter sommerferien, siger hun.

Der er ellers blevet sået tvivl om Socialdemokraternes holdning til elevspredningen, efter at Anne Vang har påpeget i Politiken fredag, at de økonomiske problemer i hendes forvaltning har førsteprioritet.

Men borgmesteren understreger, at fokuseringen på økonomien blot er en forudsætning for at skabe plads på skolerne, så spredningen kan føres ud i livet.

- Det forudsætter, at vi finder midler til at udbygge skolerne, så der er et sted at henvise børnene til, siger hun.

I Århus har man allerede indført tvangsspredning af tosprogede elever "med et ikke uvæsentligt behov for sprogstøtte", og en undersøgelse har vist, at ordningen har gavnet integrationen.

/ritzau/

Københavns skoleborgmester, Anne Vang (S), vil ikke holde sig tilbage med at tvangssprede tosprogede elever i folkeskolen og kalder det et effektivt middel.

Offentliggjort Sidst opdateret