En ny tendens viser sig på skoleområdet. Indvandrerfamilier flytter deres børn væk fra skoler med mange tosprogede elever og til steder, hvor de danske klassekammerater er i flertal. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Ifølge en opgørelse fra Kolding Kommune begynder 39 pct. af byens indvandrerbørn efter sommerferien i en skole uden for deres eget skoledistrikt. Det er tre gange så ofte som børn med dansk baggrund og en stigning fra sidste års 34 pct.
- Det er glædeligt, at det er lykkedes med en frivillig spredning af de tosprogede, siger Koldings børne- og uddannelsesdirektør, Ib Hansen.
Modsætningen er Århus, hvor tosprogede elever, der klarer sig dårligt i en sprogtest, tvangsflyttes f.eks. fra Gellerupparken til byens danskdominerede velhaverområder.
I bl.a. Esbjerg, Odense, København og Aalborg genkendes tendensen med, at indvandrerforældre fravælger skoler med en høj andel af tosprogede.
Flere peger på, at det hovedsageligt er børn fra ressourcestærke indvandrerfamilier, som spredes frivilligt. Dermed kan enkelte skoler blive yderligere marginaliserede, fordi de i forvejen har mistet de danske elever og nu også mister børnene fra de mest velfungerende indvandrerfamilier.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker