Skolelederne: Vi er glade for anbefalinger

Ifølge regeringens skole rejsehold skal alle skolechefer og skoleledere have en særlig lederuddannelse, der skal løbe over en længere periode.

- Jeg synes, at det ser rigtig fornuftigt ud. Det, som jeg synes, er vigtigst, er et kompetenceløft til både ledere og lærere, og øget ledelsesrum for lederne. Jeg har efterlyst, at lederne kommer væsentligt tættere på lærernes undervisning, og det ønske er imødekommet i anbefalingerne, siger formand Anders Balle fra Skolelederforeningen.

Skolens rejsehold skriver også i anbefalingerne, at skolecheferne skal tage ansvar for, at potentielle skoleledere spottes og får gode lederkompetencer, så fremtidens skoleledere står klar, når der om få år sker en

stor udskiftning i skoleledelserne.

Anders Balle har endnu ikke nærlæst rejseholdets rapport, men han er umiddelbart skuffet over, at rejseholdet ikke anbefaler, at skolelederne skal have kompetence til at hyre og fyre lærere, i stedet for kommunerne.

- Det ville betyde, at jeg som leder i større grad kunne tage ansvar og stå til regnskab for at indrette min skole og tilrettelægge undervisningen, siger Anders Balle.

/ritzau/

Skolelederne skal tilbage på skolebænken. De skal have en lederuddannelse, og så skal de spottes tidligere. Det anbefaler regeringens skolerejsehold.

Offentliggjort Sidst opdateret