Skolerne skærer også dybt næste år

Samtidig med at regeringen fremlægger udspil med ambition om at få den danske folkeskole op blandt verdens fem bedste, bliver skolen ramt af endnu en sparerunde.

Politiken skriver, at i skoleåret 2011-2012 er fem ud af seks skoler blevet pålagt besparelser.

I forvejen er fire ud af seks skoler på økonomisk skrump i det igangværende skoleår, viser en rundspørge, som Politiken Research har foretaget til skolelederne.

Sparerunden rammer bredt, men den betyder især, at endnu flere elever, end det allerede er tilfældet, vil bevæge sig på grænsen af det lovfæstede minimumstimetal.

Desuden vil mulighederne for at få ekstra hjælp og støtte til eksempelvis læsning blive begrænset.

Formanden for Danske Skoleelever, Troels Boldt Rømer, kalder rundspørgens resultater "skræmmende".

Til spørgsmålet om, hvordan besparelserne hænger sammen med målet om en folkeskole i verdensklasse, siger undervisningsminister Tina Nedergaard (V) til Politiken:

- Enhedsbeløbet per elev er steget i de år, vi har siddet i regering, så vi har en god sag. Økonomi er en forudsætning, men der er også andre vigtige ting, man skal rykke på som at øge lærernes undervisningstid.

Ifølge en rapport fra Skolens Rejsehold er nettoudgiften per elev i folkeskolen inklusive specialundervisning steget fra 61.700 kroner i 2001 til et skøn på 66.700 kroner i 2010.

Men samtidig er udgifterne til specialundervisning eksploderet, så de i dag udgør en tredjedel af folkeskolens budget, skriver Politiken.

/ritzau/

Fem ud af seks folkeskoler skal spare penge i det kommende skoleår, viser en rundspørge.

Offentliggjort Sidst opdateret