Skuespiller er i dag herre i eget hus

Der er plads til både skuespil og keramik i Laura Drasbæks liv. De to erhverv går fint hånd i hånd, fortæller skuespilleren, der fylder 50 år, den 22. december. (Arkivfoto). Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Laura Drasbæk balancerer i dag en karriere som både skuespiller og keramiker. De to erhverv understøtter hinanden, lyder det. Den 22. december fylder hun 50.

Offentliggjort Sidst opdateret

Som skuespiller er Laura Drasbæk afhængig af andre, men i sin lille keramikbutik er hun herre i eget hus.

- Jeg føler, jeg har gjort mig selv uafhængig på en måde, som jeg ikke har været før, siger skuespilleren, der fylder 50 år den 22. december.

Laura Drasbæk debuterede som skuespiller i filmen "Lad isbjørnene danse" i 1990. Da var hun endnu ikke uddannet som skuespiller.

Det blev hun til gengæld 11 år senere i 2001. Det skete fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater.

Efterfølgende har hun spillet med i både teaterforestillinger, film og serier - herunder "Blinkende lygter" og "Pusher".

Laura Drasbæk blev især kendt for sin rolle i tv-serien "Lærkevej", hvor hun spillede storsøsteren Katrine Holm i 2009 og 2010 og senere i filmen "Lærkevej - Til døden os skiller" i 2012.

Hun har også medvirket i blandt andet "Rejseholdet", "Anna Phil" og "Forbrydelsen" og senest TV 2 Charlie-serien "Sommerdahl", hvor hun i fem sæsoner har spillet kriminalteknikeren Marianne Sommerdahl.

Selv om Laura Drasbæk har haft både større og gode roller, har hendes karriere som skuespiller også været præget af lediggang, fortæller hun.

I mange år gik det hende på, men i dag har hun fundet en ro i at kunne hellige sig keramikken, når hun ikke står på de skrå brædder.

- Der er meget tid alene, hvor man bare sidder og fordyber sig. Det kan jeg simpelthen godt lide, siger hun.

Selv om de to erhverv på mange måder er modsætninger, går de godt hånd i hånd, fortæller hun.

For modsat keramikken, hvor Laura Drasbæk nyder at være alene, er man altid en del af noget større som skuespiller, hvor man er flere, der arbejder sammen om et projekt.

- Jeg synes, det spiller godt sammen. De understøtter hinanden. Jeg tror, jeg er blevet en bedre skuespiller, efter jeg er begyndt at lave keramik og har sluppet det hele mere fri, siger hun.

Laura Drasbæk har sønnerne Vilfred og Albert fra ægteskabet med skuespiller Gerard Carey Bidstrup.

I dag danner hun par med stuntkoordinator og filminstruktør Lasse Spang Olsen.

/ritzau/