Skuespiller føler sig fri foran kameraet

Skuespiller Mille Dinesen blev kendt som singlepigen Nynne i begyndelsen af 00'erne, da filmen og tv-serien "Nynne" fik succes blandt de danske seere. 17. marts fylder hun 50 år. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Mille Dinesen har spillet alt fra singlepige til skolelærer. Trods de mange timer, hun putter i sit arbejde, er det det hele værd. 17. marts fylder hun 50.

Offentliggjort Sidst opdateret

Skuespiller Mille Dinesen har ikke noget imod at lægge en masse timer i sit arbejde.

Selv om det kræver både tid, hårdt arbejde og hjerteblod, er det det hele værd.

- Jeg føler mig hjemme foran kameraet, siger skuespilleren, der 17. marts fylder 50 år.

Mille Dinesen er uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i København i 2004, men hun begyndte at lave teater og spille skuespil, allerede da hun var barn.

Trods at hun i en kort periode stod bag kameraet som producerassistent, var det altid skuespillet, der kaldte på hende.

- Jeg var så interesseret i skuespillet og kunne simpelthen bare ikke lade være, siger Mille Dinesen.

I 2005 fik hun sit gennembrud i rollen som Nynne i filmen af samme navn. Succesen var så stor, at "Nynne" efterfølgende også blev til en tv-serie.

Med et blev Mille Dinesen en stjerne på den danske filmhimmel, og den kaotiske, sjove singlepige Nynne blev synonym med skuespilleren.

Det blev et lille bump på vejen for den nyuddannede Mille Dinesen, der blev så associeret med karakteren, at casting til film- og tv-serier blev svært.

- Folk troede, at jeg var hende. Og det er jo et kompliment, fordi så havde jeg gjort mit job godt, griner skuespilleren i dag.

I stedet helligede Mille Dinesen sig teateret og fik blandt andet hovedrollen som Medea, da Betty Nansen Teatret opsatte "Medealand" i 2010.

Men det blev tv-serien "Rita" fra 2012, der for alvor blev Mille Dinesens vej tilbage foran kameraet.

Rollen som den rebelske skolelærer Rita kalder skuespilleren selv et af højdepunkterne i hendes karriere.

- Det var så vidunderligt at bære rundt på hende i ti år. Det er klart, at over årene smelter man lidt sammen - hvor meget Rita er der i Mille, og hvor meget Mille er der i Rita, siger hun om tv-serien, der kørte i fem sæsoner indtil 2020.

"Rita" blev ikke blot en succes i Danmark, men også i udlandet. Blandt andet i Frankrig og Holland, hvor serien er blevet genindspillet under titlerne "Sam" og "Tessa".

For sin rolle som Rita modtog Mille Dinesen i 2012 den gyldne nymfe ved den internationale tv-festival i Monte Carlo.

Derudover har hun også modtaget Nordisk Films Ove Sprogøe Prisen i 2020.

Mille Dinesen har også medvirket i en række film. Senest har hun haft en af hovedrollerne i komedierne "Bytte bytte baby" og "Jagtsæson 2", som får premiere kort efter hendes runde dag.

Privat er Mille Dinesen mor til sønnen Eddie, som hun har fra sit tidligere forhold med Thomas Busch.

/ritzau/