Skuffede eksministre er et potentielt problem der skal tages alvorligt
Rasmus Prehn er fortid som minister for fødevarer, landbrug og fiskeri. Her ses han på vej til afskedsaudiens på Amalienborg. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Der tyndes ud blandt de socialdemokratiske ministre, nu hvor regeringen udvides. En ny hverdag venter dem, der er fortid, siger iagttager med ministererfaring.
Ritzau RitzauOliver Sønderbye Therp/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
De seneste tre år har danskerne været vant til, at der kun har stået ét parti ud for landets ministre - nemlig Socialdemokratiet. Men det ændrer sig nu.
Nu består regeringen af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne, og det betyder, at ni socialdemokrater vinker farvel til deres ministerposter.
Det er noget, der skal tages alvorligt, lyder det fra politisk kommentator Hans Engell. Det er nemlig før set, at afgående ministre har givet problemer.
- Alle ved, hvad spillet handler om, og at partiet ikke kan beholde dem alle. Men det ændrer ikke på skuffelsen blandt dem, der ikke fortsætter.
Han peger på, at der kan gøres meget for at holde de afgående ministre glade. For eksempel attraktive ordførerskaber eller udvalgsposter.
Annonce
- Men en partiledelse skal altid tage et afgående ministerhold alvorligt. For der findes ikke nogen, der kan være mere kritiske og mere besværlige at have med at gøre.
- Det ser vi hver gang. Der sidder altid nogle, som er noget forbitrede og ikke føler, at de er blevet behandlet ordentligt, siger Hans Engell.
Det er blandt andre den hidtidige social- og ældreminister Astrid Krag og Rasmus Prehn, som var minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, som nu er fortid.
Sidstnævnte har været i modvind på grund af sager om rod med bilag, og han vil over for DR ikke udelukkede, at det har spillet ind:
- Det har i hvert fald ikke gavnet. Det er helt sikkert. Men jeg tænker, at selv om de ikke havde været der, så havde det også været svært, siger han.
Det er langt fra første gang, at et parti pludselig må tynde ud i ministerlisten. Det sker ofte både efter valg og i løbet af valgperioder.
Det skete i 2016, da Lars Løkke Rasmussen var statsminister for Venstre. Nu er han i regering med sit nye parti, Moderaterne, som han er politisk leder for.
Han havde egentlig dannet en ren Venstre-regering i 2015, men måtte tage Liberal Alliance og Konservative med på holdet efter måneders strid om topskatten og en trussel om et valg hængende over hovedet.
Det betød et farvel til flere Venstre-ministre, heriblandt veteranen Bertel Haarder, der var kultur- og kirkeminister.
Efter lange regeringsforhandlinger kunne Mette Frederiksen fra Socialdemokratiet (i midten) tirsdag præsentere et regeringsgrundlag med Venstre og Moderaterne. I spidsen for de to partier er Jakob Ellemann-Jensen (til venstre) og Lars Løkke Rasmussen (til højre). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Samme skæbne led dengang også transport- og bygningsminister Hans Christian Smidt og Jørn Neergaard Larsen, der var beskæftigelsesminister.
Annonce
Nu er det altså socialdemokrater, som takker af, og det er ifølge formand Mette Frederiksen ikke en sjov besked at skulle give.
- Jeg synes, vi har haft en god regering gennem det seneste tre og et halvt år. Så dem, jeg siger farvel til, er nogle, som jeg synes har gjort et rigtig, rigtig godt stykke arbejde for Danmark.
- Så den side er ikke sjov, sagde Mette Frederiksen tirsdag aften i programmet Go' aften Live, der bliver sendt på TV 2.
Det er en ny hverdag, der venter, når man siger farvel til taburetten, fortæller Hans Engell, der har flere ministerposter bag sig.
Han var forsvarsminister for Konservative fra 1982 til 1987. Men efter valget måtte han sige farvel til ministeriet, da han blev gruppeformand.
- Det giver en tomhed. Dagen efter min afgang gik jeg ud til min postkasse, fordi jeg holdt alle de store morgenaviser. Men der lå ikke en eneste.
- Jeg ringede så og fik at vide, at de var omadresseret til min efterfølger. Det var der, jeg for alvor opdagede, at jeg ikke længere var minister, husker han og peger på, at der heller ikke holdt en ministerbil længere.
- Psykologisk er det et stort skifte. Ministrene tænker ikke altid på, at de er omgivet af folk i ministerierne, som hjælper dem fra morgen til aften, før de ikke længere er der, lyder det fra Hans Engell.
/ritzau/
Ministre foreslår og forhandler om love
* Ministrene har hver sit fagområde og det overordnende ansvar for, at love, der vedtages i Folketinget på området, føres ud i livet.
* En af de fornemmeste opgaver er at komme med nye lovforslag, som de mange ansatte i ministerierne kan regne på og skrive.
* Derudover skal ministrene forhandle indholdet af de nye love på plads og svare på spørgsmål fra Folketinget og andre.
* Det er statsministeren, som vælger ministrene. Der står i grundloven ikke noget om betingelserne for at få en ministerpost.
* Det er oftest medlemmer af Folketinget fra regeringspartierne, som udvælges. Man behøver dog ikke at være medlem.
Seneste artikler
Varmere om natten end midt på dagen
Dømt for ulovlige optagelser i Lalandia-sommerhus
Hospital får påbud efter fund på børneafdeling
Femern Bælt: Så er tunnelen blevet lidt længere
Truet med bat og skudt i benet
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Lynnedslag i landejendom
Lokal lottospiller vinder 10 millioner
Sårbar kvinde mistede formue til lollandsk advokat
Medie: Ny rockerboss har lokale rødder