Skybrud og store regnskyl truer i denne uge
Trods regn bliver det stadig varmt både mandag og tirsdag med temperaturer mellem 22 og 27 grader. (Arkivfoto) Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix
Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix
Fra mandag til tirsdag middag kan der ifølge DMI lokalt falde mellem 30 og 40 millimeter regn.
Efter en lang periode med tørt og solrigt vejr kom der søndag en våd forsmag på, hvad der vejrmæssigt er i vente denne uge.
Store regnskyl og lokale skybrud lurer over Danmark, og særligt Jylland står for skud mandag.
Det fortæller den vagthavende meteorolog Trine Pedersen ved Danmarks Meteorologiske Institut mandag morgen.
- Jylland er i farezonen for byger og lokale skybrud fra klokken 11 og resten af dagen. På Fyn og Sjælland er der også risiko for, at det udvikler sig, siger Trine Pedersen.
Et skybrud bliver af DMI defineret som, at der falder mere end 15 millimeter regn på en halv time.
Fra mandag morgen og frem til tirsdag middag kan der ifølge meteorologen falde mellem 30 og 40 millimeter regn nogle steder i Jylland. Der falder i gennemsnit omkring 65 millimeter regn i juli.
Til sammenligning blev der i det vestlige Tyskland målt over 100 millimeter regn på et døgn, da de voldsomme oversvømmelser ramte tidligere denne måned.
- Det bliver ikke så voldsomt, som vi har set det i for eksempel Tyskland. Men for den enkelte borger, kan det hurtigt give lidt knas, siger Trine Pedersen.
Hun nævner, at det blandt andet kan blive en udfordring for folk, der bor i lavtliggende områder eller har kældre, der kan oversvømmes.
Trods regnen bliver det stadig varmt både mandag og tirsdag med temperaturer mellem 22 og 27 grader.
Det regnfulde vejr, der fortsætter hele ugen, skyldes et lavtryk vest for landet, der bliver liggende hele ugen og holder ved med regn og også tordenbyger.
- Vi er desværre på vej ind i en dårlig stime, og det bliver knap så sommerligt, selv om vi er i højsommeren, siger meteorologen.
Fra onsdag bliver det også mere blæsende, lige som temperaturen aftager med et par grader til mellem 20 og 22 grader.
Som ugen skrider frem bliver regnen mere udbredt. Dog kan der også blive plads til solen mellem bygerne, selv om vejret ifølge meteorologen bliver noget ustabilt.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker