Skyer, byger og blæst giver blandet dansk sommerweekend
Når man ser på temperaturer, vil weekendvejret blive godkendt, men skyer og regn mudrer billedet, oplyser DMI.
Juli har endnu ikke budt på en regulær sommerdag, og det bliver heller ikke i weekenden, at temperaturen sniger sig over 25 grader.
Det oplyser vagthavende meteorolog Jesper Eriksen fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
- Weekendens vejr bliver jo lidt en rodebutik med sol, blæst og skyer. Det starter meget godt fredag med 20 grader og ikke så meget vind. Der bliver dog nogle skyer og også nogle byger, siger meteorologen.
Når vi bevæger os frem til lørdag, starter dagen med solskin.
- Lørdag er endnu en dag uden særligt meget vind. Vi ligger igen omkring og måske også lige over de 20 grader, siger Jesper Eriksen.
Søndag bliver skurken i weekendens vejrfortælling. Her kan danskerne se frem til regn og mere blæst, medmindre man befinder sig på Bornholm, der i dagtimerne slipper for dårligt vejr.
- Søndag bliver den dårligste dag i weekenden, medmindre man befinder sig på solskinsøen Bornholm. Vinden kommer til at friske op, så det føles koldere end 20 grader. Og så kommer der regn fra vest, som nok først rammer Bornholm om aftenen, siger meteorologen.
Han ser sammen med resten af DMI frem til, at juli får sin første sommerdag. En sommerdag bliver af DMI defineret, som en dag hvor temperaturen overstiger 25 grader.
- Det kommer til at ske i næste uge. Det er ikke noget, vi kommer i nærheden af her i weekenden, men man kan lune sig ved tanken om, at det rammer omkring onsdag eller torsdag, siger Jesper Eriksen.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned