Skyllede grøntsager i vand med afføring

En af Danmarks største producenter af frosne grøntsager og grøntsagsbaserede færdigretter, Frigodan, har sløset gevaldigt med hygiejnen. Det skriver 24timer fredag.

Fødevarekontrollen har for nylig været på besøg hos virksomheden, og her blev det konstateret, at Frigodan, som hører under under den belgiske Ardo-koncern, har skyllet et større parti rodfrugter i vand, som indeholder e-coli-bakterier, der stammer fra afføring. Det fremgår af kontrolrapporten, at fødevareproducenten selv var opmærksom på det beskidte vand, men det fik ikke virksomheden til at stoppe produktionen med det samme eller tilbageholde varerne.
For Frigodan har ifølge rapporten vurderet, at der ikke er nogen risiko for fødevaresikkerheden, da der er tale om produkter, som varmebehandles hos forbrugeren.

 Men den går slet ikke, lyder det fra en ekspert i fødevaresikkerhed, Orla Zinck.
- Det er et tåbeligt argument, for man må ikke sælge levnedsmidler, som kan forårsage en sygdom. Når man gør det bevidst, tager man ikke hensyn til forbrugerne. Hvad nu, hvis jeg har lyst til at spise en af deres rodfrugter uden at varme dem op? siger Orla Zinck, der er kandidat i levnedsmiddelvidenskab til 24timer.
Han mener, at sagen siger noget om Frigodans produktionsforhold og filosofi.
- Det er elendig forbrugerbeskyttelse, og det er en elendig måde at agere på i et marked, hvor forbrugerne skal have tillid til producenterne. Det er dumt både forretningsmæssigt og sundhedsmæssigt.

24timer kontaktede i går Frigodans direktør, Carsten Aalund, som forklarer problemet med, at Frigodan for nylig har investeret i nye anlæg, som var installeret fejlagtigt.
- Der har været en fejl i rørsystemet, så det mindre rene vand er kommet i kontakt med det gode vand. Det har vi så bygget om nu, hvor vi har fundet fejlen, siger Carsten Aalund til avisen.
 

Se Fødevarestyrelsens kontrolrapport : KLIK

Foto: Anders Knudsen

Ardo i Nørre Alslev får i fredagens udgave af 24timer kritik af ny procedure i forbindelse med skyldning af grøntsager.

Offentliggjort Sidst opdateret