Sladderglad kommentator er værd at høre på

Danmark befinder sig i en opbrudstid, hvor der er brug for personer, som skærer igennem og skaber en større forståelse for det mellem linjerne. Sådan en person er Søs Marie Serup.

Hvad enten det er politik, sladder eller midtimellem er kommentatoren værd at lytte til. Og det er svært at finde et emne, hun ikke kan tale med på, for hendes hjerne er som fluepapir for ubrugelig viden.

Men det har været en bumlet tur med skrammer undervejs, og nu er den stræbsomme landmandsdatter begyndt at kede sig.

Lørdag den 13. juli fylder Søs Marie Serup 50 år, og det er der, man er allerbedst, har hun sagt til Midtjyllands Avis.

Med ét ben i landbruget og ét ben i højskolen var budgettet skrabet, men værdierne stærke under hendes opvækst.

Hun voksede op i Kalhave nær Vejle, hvor hun lærte om Marx og Engels i byens kollektiv, mens kollektivets børn lærte at spise med kniv og gaffel den anden vej.

Som barn blev hun slæbt rundt på museer, slotte og teatre, og stræbsomheden drev hende i en ung alder ind i magtens centrum på Christiansborg.

Som blandt andet særlig rådgiver for Lars Løkke Rasmussen blev hun opslugt af spillet og elskede hvert minut. Blandt journalister var hun kendt for at være kontant, men også humørfyldt og sød.

Men den tøvende Løkke og den energiske Serup havde forskellig stil, og hans bilagssager sled på hende. Det anspændte forhold førte til, at hun brød med Venstre i 2011 og smækkede med døren, da hun var "uenig i de strategiske beslutninger".

Det vakte opsigt, at kommunikationschefen gik, mens Løkke var statsminister, og valget var få måneder væk. Politik havde fyldt alt, og hun skulle bruge måneder på at falde ned fra rusen og finde sig selv.

Noget i hende var gået tabt undervejs, og hun søgte indad for at fremmane sine værdier.

Hun hviler i det, hun måtte efterlade ved at træde ud af politik, for det, hun fik med, har givet hende en faglig indsigt, som har gjort, at Danmark siden er kommet på fornavn med hende.

Det er sket ved at forklare de politiske processer og at undgå at blive en boksedommer, der udråber vindere og tabere.

Hun arbejder på at udfordre sig selv, for på det seneste er hun begyndt at kede sig, og hun brænder for at sætte sit aftryk i verden.

Argumentet er, at hvis man har styrken og evnerne, har man også forpligtigelsen. Og tingene har størst værdi, når man knokler for dem.

Hun står bag flere bøger og dulmer sin travle hjerne med havearbejde og projekter for at holde rastløsheden væk.

Fødselsdagen fejres med husbonden Frank Laybourn og sønnen Nelson, som er adopteret fra Sydafrika.

/ritzau/