Slagteri skruer op for produktion efter ny runde coronatest
Fredag er Danish Crowns slagteri i Ringsted genåbnet, efter at have været lukket siden 10. august på grund af et stort udbrud af coronavirus. (Arkivfoto) Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Claus Bech/Ritzau Scanpix
Kun en ud af 455 test af ansatte på Danish Crown slagteri i Ringsted er positiv. Derfor udvides produktionen.
Fredag fik det smitteramte Danish Crown Slagteri i Ringsted resultaterne af 455 test af medarbejdere på slagteriet.
Kun én var positiv, og det får slagteriet til at vurdere, at produktionen kan udvides fra mandag. De 455 test blev foretaget onsdag.
Det oplyser Danish Crowns pressechef, Jens Hansen.
Fredag genåbnede slagteriet i Ringsted sin produktion delvist efter to ugers nedlukning på grund af et stort udbrud med coronavirus blandt medarbejderne.
Siden slagteriet blev lukket, er smittetallet faldet, og de ansatte har været gennem flere runder test. Derfor har Danish Crown fundet det forsvarligt at åbne igen fredag.
- Det går fortsat den rigtige vej. Nu har vi genoptaget produktionen, og vi tester fortsat alle medarbejdere i næste uge.
- Men at sige, at vi kan lægge det bag os, der er vi ikke endnu. Vi er bagud med at slagte grise, så når det er forsvarligt at åbne lidt mere, så gør vi det. Men stadig så vi har tid til at få medarbejdere testet, siger Jens Hansen.
Samlet har der været 165 smittetilfælde, siden det første blev registreret i slutningen af juli.
I begyndelsen af august, da der var en stor stigning i smitten, indførte Danish Crown en række tiltag for at minimere risikoen for smitte på sine slagterier i Danmark.
De vil stadig være gældende, når slagteriet i Ringsted genstarter produktionen.
Blandt andet skal medarbejderne have tjekket deres temperatur, når de møder på arbejde. Hvis en medarbejder har en temperatur over 37,8 grader, bliver vedkommende sendt hjem.
I selve arbejdet vil slagteriarbejderne skulle bære mundbind.
Derudover vil de ansatte blive testet. I næste uge to gange, og fremover er det planen at fortsætte med én ugentlig test. Der er ikke sat udløbsdato på den praksis.
Der er 850 ansatte på slagteriet i Ringsted, og derudover beskæftiger Fødevarestyrelsen og forskellige underleverandører omkring 150 på adressen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned