Sløjdlærere: Nyt fag bliver ressourcekrævende
Danmarks Sløjdlærerforening er positivt indstillet over for det nye folkeskolefag, håndværk og design, hvis faget får den rette prioritering af ressourcer.
Det siger formanden for Danmarks Sløjdlærerforening, Wisti Pedersen.
- Vi er først og fremmest glade for, at der endelig er truffet en beslutning vedrørende de praktiske fag. Vi har ventet længe på at vide, hvor vi skal hen, siger han til Ritzau.
Den nye folkeskolereform, der blev indgået fredag, lægger sløjd og håndarbejde sammen til ét fag under navnet håndværk og design, hvilket ifølge Wisti Pedersen kommer til at kræve et "stort efteruddannelsesprogram."
Og selvom ændringen inden for håndværksfagene "ikke er så visionær på det praktiske område," som Danmarks Sløjdlærerforening havde håbet, er der lyspunkter.
- Vi ser absolut muligheder for det nye fag. Men vi må samtidig præcisere, at det er et stærkt ressourcekrævende fag, siger Wisti Pedersen og fortsætter:
- Politikerne må lægge sig i selen for at tage kommunerne og skolelederne i ed, så de ved, hvilken opgave de er oppe imod i forhold til de ressourcer, der skal bruges på faglokaler, efteruddannelse samt den ledelsesrolle, de har, hvis faget skal blive en succes.
I aftalens nuværende form er der kun et vejledende timetal, hvor håndværk og design kædes sammen med madkundskab - det tidligere hjemkundskab. Det skal ændres, så der øremærkes ugentlige timer til det nye fag, hvis det står til Wisti Pedersen.
Han efterlyser desuden et håndværk og teknikfag, som skal være obligatorisk i 7. til 9. klasse, så der også er praktisk orienterede løsninger til de skoletrætte drenge og piger.
- Det er lige nu primært et valgfag, der jo også er noget, man kan vælge fra, siger Wisti Pedersen.
Han påpeger, at et praktisk-teknisk udskolingsfag med fordel kunne kombineres med matematik, fysik og andre naturvidenskabelige fag.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker