Slut med salgsvogne i DSB-tog efter weekenden
Fra på mandag er det ikke længere muligt at slukke tørsten eller stille sulten i DSB's intercitytog, medmindre man selv har medbragt mundgodt til turen.
DSB har nemlig valgt at fjerne salgsvognene fra sine tog - dog undtaget lyntog og internationale rejser, ligesom servicen på DSB's førsteklasse vil fortsætte som hidtil.
- Vores medarbejdere har dagligt ydet en stor indsats i togene, men vi må erkende, at det ikke er muligt at få skabt en bæredygtig økonomi for salgsvognene i intercitytog, siger Susanne Mørch Koch, der er kommerciel direktør i DSB, i en pressemeddelelse.
Det er ingen hemmelighed, at DSB's salgsvogne har været noget af en underskudsforretning for statsbanerne.
Siden DSB selv overtog driften af de rullende minikiosker i 2004, har selskabet årligt haft et underskud omkring 100 millioner kroner, og frem mod 2012 lød det samlede tab fra salgsvognene på cirka 925 millioner kroner.
Dertil kommer, at DSB i forvejen har en milliardstor gæld.
DSB luftede tidligere på året idéen om at fjerne salgsvognene, og det sker samtidig som en naturlig konsekvens af de rejsendes adfærd.
- Vi kan konstatere, at rigtig mange passagerer forsyner sig til rejsen for eksempel fra kiosker på stationer eller supermarkeder, men rejsende, især over lidt længere afstande, kan selvfølgelig fortsat have et behov for kioskvarer på turen, siger Susanne Mørch Koch.
Beslutningen om at fjerne salgsvognene er truffet efter aftale med Dansk Jernbaneforbund. Hvis ansatte skulle komme i overskud, vil de blive overført til andet arbejde i DSB, oplyses det.
De færre salgsvogne er en del af DSB's effektiviseringsprogram, "Sundt DSB", som skal trimme forretningen.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker