Slut med store kampoperationer i Helmand

I de kommende seks måneder skal de danske soldater i Afghanistan koncentrere sig om at holde fast i området omkring militærlejrene i den livsfarlige Helmandprovins.

Til gengæld vil den nytiltrådte britiske brigadegeneral Richard Felton ikke gennemføre større offensive operationer for at presse Taliban.

Det siger den nye leder af Task Force Helmand i et interview med Ritzau kort efter sin tiltrædelse som øverste militære chef i Helmand.

- I de sidste to år har de fleste danske battle groups oplevet store rydningsoperationer i Helmand. Men over de næste seks måneder vil jeg i stedet fokusere på konsolidering. Det betyder, at vi sammen med afghanske styrker skal skabe sikkerhed for samfundene i kanten af det område, vi har nu, siger Richard Felton.

Ifølge Richard Felton er målet nu at lade afghanerne selv udfærdige en plan for, hvordan der kan skabes sikkerhed i de erobrede områder.

Det flugter fint med Danmarks etårige strategi arbejdet i Helmand, siger forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V).

Strategien er dog i høj grad også båret af nødvendighed. Der er ganske enkelt ikke soldater nok til at holde nyt territorium, siger en række kampsoldater, som Ritzau har talt med i Afghanistan.

- Vi kan ikke gå ret langt ud af lejren, før vi bliver skudt på, og det kræver ikke meget at holde os fast. Tre talibanere kan binde to af vores delinger ved at skifte stillinger og gemme deres våben, siger en soldat, som til dagligt ligger i Budwan-lejren, der er den nordligste af de fremskudte danske lejre i Afghanistan.

Forsvarsministerens indtryk er dog, at det samlet set går fremad i det danske område.

- Vi er det yderste bolværk mod Taliban i den grønne zone, og derfor er der et pres på de danske soldater. Men når jeg taler med soldaterne er mit indtryk, at det går bedre, siger Gitte Lillelund Bech.

/ritzau/

Den øverste militære chef i Helmand afblæser offensive operationer. Nu skal det erobrede territorium holdes. Der er ikke kræfter til andet, siger soldater.

Offentliggjort Sidst opdateret