Småbørn skal kunne fjernes hurtigere

Sundhedsplejersker, pædagoger og lærere skal indberette sager om forældres omsorgssvigt ved den mindste mistanke, og kommunerne skal ikke længere afvente forældrenes samtykke til at foretage en undersøgelse af forholdene i familien.

Det er nogle af hovedpunkterne i indenrigs- og socialminister Karen Ellemanns (V) udspil til barnets reformpakke, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten lørdag. Reformpakken skal sikre bedre forhold for børn, der er udsat for omsorgssvigt i hjemmet.

- Vi vil gøre op med den misforståede godhed, hvor man for ofte har været tilbøjelig til give forældrene en chance til, selv om de tidligere har vist, at de ikke magtede forældreopgaven. Hver gang en anbringelse af et barn kommer på tale, skal alle fagpersoner fra nu af konsekvent stille spørgsmålet: Hvad er bedst for barnet? siger Karen Ellemann til Jyllands-Posten.

I reformen vil ministeren også skabe et sidestykke til det SSP-samarbejde, der kendes fra skolerne. Der skal etableres et tilsvarende samarbejde om de helt små børn mellem sundhedspersonale, daginstitutioner og socialforvaltning m.fl., som skal være i konstant dialog med henblik på at gribe ind i tilfælde af omsorgssvigt. Desuden skal børn i højere grad anbringes i familiepleje i stedet for på institutioner.

Udspillet fra socialministeren skal forhandles med de partier i Folketinget, der er med i den såkaldte satspuljeaftale. Ønsket om en reform kommer efter flere sager i pressen om omsorgssvigt.

/ritzau/

Venstre vil i en reformpakke gøre op med "misforstået godhed" over for forældre, der ikke magter forældreopgaven.

Offentliggjort Sidst opdateret