Smeltet sne og frysende temperaturer kan give spejlglatte veje
Der er risiko for sne- og isglatte veje i weekenden, lyder advarslen fra DMI. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
I weekenden kan vejrforholdene give det, der hedder frysende våde vejbaner, advarer DMI's meteorolog.
Kold luft med snebyger strømmer ned over landet fra nord og kan blandt andet medføre lumske vejforhold i weekenden.
Det fortæller vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Erik Hansen tidligt fredag morgen.
- Vi går nogle dage i møde med forholdsvis koldt vejr. Så selv om kalenderen siger forår, så vil vinteren ikke rigtig slippe sit tag i Danmark, siger han.
Fredag kan vi få lidt sne eller snebyger, men forholdsvis rolige vindforhold.
Temperaturerne vil ligge på mellem frysepunktet og tre graders varme.
Lørdag får vi sne- og sludbyger, og det vil være med en kraftig vind fra nordvest. Temperaturen stiger i løbet af dagen til mellem en og fire graders varme.
- Søndag ser lidt bedre ud, konstaterer meteorologen.
Vinden tager af, og det bliver tørt det meste af dagen. I løbet af eftermiddagen får vi dog et nedbørsområde, der bevæger sig ind over landet vestfra. Det starter som sne eller slud og går ret hurtigt over i regn.
- Men på turen over i regn kan det faktisk også en overgang gå over i det, der hedder isslag, som giver meget glatte overflader, så det er en risiko, siger Erik Hansen.
Isslag forekommer typisk et par gange hver vinter. Det kan ifølge DMI være meget farligt, fordi overfladerne bliver spejlglatte alle steder på meget kort tid.
- Dels har vi alle dage mulighed for at få sne og snebyger rundt omkring. Ikke de helt store mængder, men det kan komme i hele landet.
- Det giver i sig selv glatte veje. Men så har vi også det problem, at vi kommer over frysepunktet om dagen, og det gør, at denne her sne ligger og smelter. Og når det så bliver aften, så fryser det igen, så vi får det, der hedder frysende våde vejbaner.
- Og søndag topper vi så det hele med det her isslag, så det er lumske forhold på vejene, siger Erik Hansen.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker