Smukfest har DMI på speed dial og afspærrer campingområder
Regnvejr havde også en finger med i spillet under sidste års udgave af Smukfest i Skanderborg. (Arkivfoto). Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
Allerede inden festivalen afspærrede Smukfest flere campingområder efter en i forvejen våd dansk sommer.
Der varsles onsdag lokale skybrud og torden over hele landet, og det kan resultere i regndans på Smukfest i Skanderborg.
Festivalen, der skyder musikprogrammet i gang onsdag, forbereder sig på potentielt store mængder regn. Og Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) ligger øverst i telefonbogen på Smukfest.
- Som festival har vi abonnement hos DMI, så vi hele tiden kan ringe til en vagthavende, siger festivalens sikkerhedschef, Thomas Rydahl
- Så vi har DMI på speed dial, og vi er på fornavn med alle metrologerne, siger sikkerhedschefen med et smil.
På den måde kan DMI gøre arrangørerne bag Smukfest klogere på vejrscenarierne og kvalificere, hvordan vejret rammer de 60.000 dagligt besøgende på festivalen.
Det varslede skybrud fylder en del hos Smukfest, der har gjort et stort forarbejde. Blandt andet ved at have store reservelagre med flis og stabilgrus i tilfælde af regntider i det østjyske.
Sommeren har hidtil vist sig fra sin våde side i Danmark. Det fik festivalen til at reagere, allerede inden festivalgæsterne strømmede til Bøgeskoven.
- Der har mildt sagt ikke været tørt hen over sommeren, så nogle områder på pladsen er mættet af vand i forvejen, siger Thomas Rydahl.
- Vi har dømt tre campingområder ude, for hvis der kommer et ordentligt skyl, så skulle vi fjerne alle telte der. Så vi har lukket felter ned og oprettet nye campingområder.
Onsdagens byger kan potentielt blive meget kraftige. Prognoser har vist, at der lokalt kan falde op til 50 millimeter nedbør.
Det svarer til, mere end halvdelen af hvad der på landsplan i gennemsnit falder på en hel august. Særligt vurderes Nordjylland, det østlige Jylland og Fyn som risikofyldte områder.
Fra onsdag eftermiddag begynder Smukfests officielle musikprogram. Her kommer navne som Andreas Odbjerg, Lukas Graham og nigerianske Burna Boy til at lægge vejen forbi Bøgeskoven.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde