Snart skal børn lære engelsk i 1. klasse

Engelsk i første klasse, tysk eller fransk i femte klasse.

Det er perspektivet i en række forsøg med en fremrykning af fremmedsprogene i folkeskolen, som undervisningsminister Troels Lund Poulsen (V) lægger op til. Det skriver Berlingske.

Tiltagene sker på opfordring fra en arbejdsgruppe, som har formuleret en række anbefalinger til en ny sprogstrategi fra folkeskolen til universiteterne.

Ministeren gør opmærksom på, at en fremrykning af fremmedsprogene ikke er nogen gratis omgang.

- Tidlig sprogstart koster en halv milliard kroner, og der er brug for en mere konsolideret viden om skolernes positive og negative erfaringer. Derfor vil jeg i første omgang iværksætte forsøgs- og udviklingsprojekter for at få belyst konsekvenserne, siger Troels Lund Poulsen.

Danmarks Lærerforening (DLF) mener overordnet, det er en god idé at gå i gang med forsøg.

- Vi ved ikke, om det er bedst at sprede timerne tyndt ud over mange skoleår eller at have flere timer om ugen i færre skoleår. Forskerne er uenige om værdien af tidligere sprogstart, siger Dorte Lange, formand for DLF's skole- og uddannelsespolitiske udvalg.

I dag får eleverne i folkeskolen deres første engelsktimer i tredje klasse. Fra og med syvende klasse skal de have enten tysk eller fransk, mens begge sprog er valgfag og dermed frivillige i ottende og niende klasse.

- Jeg mener, at der er behov for en større og mere fokuseret plan for at styrke tysk. Tysk er presset, selv om Tyskland er vores vigtigste handelspartner, påpeger undervisningsministeren.

Socialdemokraterne hilser forslaget velkomment, men mener, at ministerens sprogpakke er for begrænset.

Partiets uddannelsesordfører, Christine Antorini, mener, at skolerne også skal have tilbud om andre sprog, eksempelvis kinesisk, spansk eller engelsk, fra syvende klasse.

/ritzau/

Minister klar til forsøg med tidligere sprogstart i folkeskolen. Det gælder både engelsk, tysk og fransk.

Offentliggjort Sidst opdateret