Sne og hård frost sendte rovfugl mod varmere himmelstrøg
Den røde glente kendes blandt andet på sin lange, kløftede hale og vingefanget på op til halvanden meter. (Arkivfoto). Foto: Christian Naumann/Ritzau Scanpix
Antallet af glenter var næsten halveret sammenlignet med sidste år, da ornitologer tog ud for at tælle fugle.
Hård frost og sne er formentlig årsag til, at der sidste weekend kun blev optalt 431 røde glenter i det danske vinterlandskab.
Det skriver Dansk Ornitologisk Forening (DOF) på foreningens hjemmeside.
I januar 2023 blev der optalt hele 759 røde glenter, og en ny rekord var ventet i år.
Men sådan gik det ikke. Antallet af glenter var næsten halveret, da cirka 100 ornitologer begav sig ud for at tælle dem.
Ornitolog Per Rasmussen, der er såkaldt artscaretaker for rød glente, er ikke i tvivl om årsagen:
- Efter at vinteren slog om, blev der flere steder set trækbevægelser mod syd og sydvest af røde glenter, så meget taler for, at mange er fløjet ud af landet væk fra sne og frost, siger han.
Antallet af røde glenter ved januartællingen er ellers steget år for år siden 2015.
Så sent som i december var der ifølge ornitologen "stort set glenter overalt i landet".
Men så slog vejret om fra grøn vinter til vinter med hård frost og kraftig snevejr og op til en halv meter sne ved Hald nordøst for Randers.
Der er cirka 50 steder landet over, der erfaringsmæssigt huser rød glente i januar, og hvor mange af fuglene samles til kollektiv overnatning.
Langt de fleste røde glenter blev i weekenden talt i Vestsjælland og Storstrøms-området.
Østjylland og Sydøstjylland var tilsyneladende blevet forladt af mange af de fugle, der ellers opholdt sig her i december.
Optællingen foregår typisk ud på eftermiddagen, når glenterne stimler sammen, mens de forbereder sig på at gå til ro i træerne omkring.
Den røde glente er kendetegnet ved sin lange, kløftede hale. Den har et vingefang på op til halvanden meter.
Rød glente er en rovfugl, der lever af ådsler, eksempelvis ved skov og marker.
I Danmark ses rød glente også langs motorveje og stærkt trafikerede landeveje, hvor biltrafikken serverer påkørte dyr.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker