Sneen lukker Bornholm

Bornholms Politi fraråder tirsdag morgen al unødig udkørsel uden for byerne.

- Der er faldet lidt mere sne, og samtidig blæser det kraftigt, så der er dannet store driver flere steder, siger vagtchefen ved Bornholms Politi.

Han oplyser, at der tirsdag morgen kun bliver ryddet sne i byerne.

- Det er umuligt for snerydderne at se noget uden for byerne. Her vil der først blive ryddet, når det bliver lyst, siger vagtchefen.

Andre steder i landet oplyser politiet, at de store veje er ryddet, men at der kan være problemer på mindre veje på landet.

Den kraftige blæst betyder desuden, at høje og lette køretøjer frarådes at køre over Øresundsbroen.

/ritzau/

Nyt snefald og kraftig blæst betyder, at Bornholms Politi fraråder al unødig udkørsel uden for byerne.

Offentliggjort Sidst opdateret