Kommunalbestyrelsen på Bornholm vil i begyndelsen af det ny år henvende sig til Indenrigsministeriet og bede om hjælp til at dække det underskud i øens finanser, som vintervejret har medført.
Det siger borgmester Winni Grosbøll (S) siger til Ritzau.
- Lige nu drejer det sig om at hjælpe de mennesker, der stadigvæk er nødstedte på grund af snemasserne, og om at få materiel fra andre dele af landet til at løse den akutte opgave. Derefter ser vi på, hvor meget regningen beløber sig til, tilføjer borgmesteren.
Bornholm var også hårdt ramt af den seneste vinter, som først slap sit tag i øen langt inde i marts.
- Selv om vi har justeret budgetterne i løbet af 2010, er det i høj grad noget, der vil kunne mærkes rent økonomisk, siger Winni Grosbøll.
Lige nu beløber overforbruget på denne ene konto sig til næsten 30 millioner kroner, men i det beløb er den massive indsats de seneste dage ikke regnet med, understreger borgmesteren.
Hun kan ikke erindre, at nogen enkelt landsdel er blevet ramt af vejrliget på samme måde, som det er sket med Bornholm de seneste dage.
Til sammenligning nævner Winni Grosbøll, at hvis noget lignende var sket i Sønderjylland, ville ekstra materiel hurtigt kunne komme frem fra resten af Jylland og måske også syd for grænsen.
- Det er utroligt, at en hel landsdel kan være lukket på femte døgn, og at vi taler om at bringe medicin og andre forsyninger ud med helikopter, konstaterer borgmesteren.
Bornholms to folketingsmedlemmer, Peter Juel Jensen (V) og Jeppe Kofod (S), rejste mandag begge spørgsmålet om økonomisk hjælp på grund af vintervejret.
Peter Juel Jensen (V) mener, at staten bør overveje en særlig pulje, der kan anvendes til at hjælpe egne, som rammes af voldsomme snemængder. Inspireret af den ordning, der gælder for en stormflod.
- Det lyder som en rigtig god idé, siger borgmester Winni Grosbøll.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker