Snestormen lagde Danmark ned: Mandag bliver glat

Tidligt søndag aften slap årets første snestorm sit tag i det meste af Danmark.

Offentliggjort Sidst opdateret

Selvom sneen stadig faldt i de nord- og østlige egne samt på Bornholm, var der ikke længere tale om en decideret storm, slog Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) fast sent søndag eftermiddag.

- Der skal falde mere end 10 centimeter sne på seks timer, hvis der skal være grundlag for snestorm, og det tror vi ikke, at der kommer til at gøre mere, sagde DMI's vagthavende, Bill Vejdegren, sent søndag eftermiddag.

I løbet af dagen bevægede snestormen sig fra vest mod øst, og i kølvandet på sneen, kom der regn og plusgrader til Midt-, Syd-, og Sønderjylland samt på Fyn. Men selv i plusgrader, havde områderne brug for vejhjælp, erfarede Dansk Autohjælp.

- Efter det begyndte at tø, oplevede vi en kort periode med færre opkald, men de vendte snart tilbage, fordi det blev rigtig vådt og glat at køre i, så bilerne havnede i grøften i stedet for i en snedynge, fortæller søndagens vagtcentralchef, Ellen Trolle, til Ritzau.

Frem mod klokken 18 søndag havde Falck 1096 assistancer landet over, mens Dansk Autohjælp havde modtaget opkald fra cirka 700 nødstedte danskere.

- Der var mange opkald, men der var også faldet rigtig meget sne over hele landet, men ikke helt nok til at politiet frarådede udkørsel særlig mange steder, siger Mikkel Andreas Beck, pressevagt ved Falck om søndagens forhold.

Især hjælp til biler, som ikke ville starte, samt til dem der sad fast i sneen, gav travlhed for Falck.

- Det var en travl søndag, men det var ikke uventet. Vi har tidligere oplevet snestorme i juledagene, hvor vi måtte rykke ud mere end 5000 gange på et døgn, så det kan blive meget værre, slår Mikkel Andreas Beck fast.

Det var altså et opdelt Danmark, der sidst på søndagen delte plus- og minusgrader imellem sig. Frosten havde hele dagen tag i de nordøstlige egne, mens det sydvestlige Danmark fik en blandet dag med snestorm og efterfølgende tøvejr.

En cocktail, som vagtchef hos Dansk Autohjælp, Ellen Trolle, frygter, kan give store problemer på vejene mandag morgen.

- Jeg gruer for, hvordan det kommer til at gå, når sølet fryser til igen, siger hun.

Både Dansk Autohjælp og Falck har medarbejdere på standby, som kan træde til, hvis der bliver behov for det mandag morgen. Faren i trafikken er nemlig ikke drevet over med stormen.

- Man skal bruge hovedet, når man begiver sig ud mandag morgen, siger Mikkel Andreas Beck.

- Tag en skovl med, klæd dig varmt på og tag et tæppe og en opladet mobiltelefon med, anbefaler han.

/ritzau/