Et voldsomt snevejr hærger lige nu den nordlige del af landet. Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har forudset op til en halv meter sne flere steder, og især Himmerland er hårdt ramt.
Ved middagstid er bæltekøretøjer fra forsvaret blevet udstationeret på en række Falckstationer i hele det nordlige Danmark, så de kan køre ud, hvis ambulancer og redningsfolk ikke kan komme frem i de almindelige biler. Foruden det store snefald er der også varslet stærk blæst op til kuling, og det giver risiko for snefygning.
Hos Nordjyllands Politi har man valgt at samle alle relevante myndigheder - blandt andet forsvaret, Vejdirektoratet, Falck og beredskabet - i en særligt kommandostation på politigården i Aalborg.
- De overordnede veje er frie, men jo mindre vejene er, desto mindre er farbarheden også. Vi råder folk til at køre forsigtigt og tænke sig godt om, inden de kører ud, siger den vagthavende politimand i Aalborg.
En overgang var det umuligt at køre ind til Hobro, der ligger i en dal, og derfor havde meget sneglatte nedkørsler til byen, men byen er nu igen tilgængelig. Motorvej E 45 har i godt en time været spærret på grund af en havareret lastbil, men er nu farbar igen.
Den kollektive trafik er hårdt ramt af snevejret. Nordjyllands Trafikselskab oplyser, at I Aalborg-området, Morsø Kommune og Thisted Kommune kører en del af busserne med meget store forsinkelser, mens der er mindre forsinkelser over alt i Vendsyssel. Samtidig indstilles lokalruterne på Mors.
I Mariagerfjord Kommune og Rebild Kommune kører busserne slet ikke som følge af vejret. Og i Vesthimmerlands Kommune kører busserne med meget store forsinkelser og enkelte indstillinger af kørslen.
Ifølge nordjyske.dk skaber sneen også problemer i Aalborg Lufthavn, og flere steder i regionen har skoler måttet aflyse undervisning som følge af det kraftige snevejr, ligesom postuddelingen mange steder i regionen er forsinket eller helt suspenderet.
Ifølge DMI kan snevejret og den voldsomme fygning ventes at fortsætte frem til onsdag.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker