Snevejret giver bilassistance sved på panden

Foto: Henning Bagger /Scanpix

Selv om temperaturen balancerede på frysepunktet, gav snevejret mandag medarbejderne hos Falck og Dansk Autohjælp sved på panden.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hos Falck havde man sidst på eftermiddagen registreret hele 2814 assistancer.

- Det er primært startproblemer, vi kommer ud til. Det er klassisk for en mandag, hvor mange biler har holdt stille hele weekenden, og det er der nogle batterier, der ikke kan holde til, siger pressechef hos Falck Mikkel Andreas Beck.

I Nordjylland har Falck-medarbejderne også haft travlt med at trække strandede biler fri fra snedriver.

- Ud af 764 fritrækninger er de 229 fra Nordjylland. Så det har været en 'busy' dag, oplyser Mikkel Andreas Beck, der spår, at Falck når op over 3000 assistancer inden midnat.

Falck havde dog forudset en travl start på ugen, og derfor har man indkaldt ekstra mandskab, fortæller pressechefen.

- Vi også har forlænget nogle af vores medarbejderes vagter. Vi er forberedt, siger han.

Til sammenligning var Falck ude godt 1700 gange hele søndag.

Klokken 17.00 var kollegerne fra Dansk Autohjælp tæt på at runde 1600 assistancer.

- Helt præcis har vi kørt ud 1594 gange, fortæller Ellen Trolle, vagtcentralchef hos Dansk Autohjælp.

- Det er primært fritrækninger, der fylder i dag. Vi har kørt 379 fritrækninger. Derudover har vi haft 374 gange starthjælp.

Også Dansk Autohjælp forudser, at travlheden fortsætter mandag aften.

- Der har ikke været noget stilstand, som der normalt er. Så jeg vil antage, at vi i hvert fald har rundet de 2000 assistancer inden midnat, siger Ellen Trolle.

Heldigvis kom de mange assistancer heller ikke bag på Dansk Autohjælp, der ligesom Falck havde oprustet for at imødekomme det ekstra pres.

- Det har vi både her på vagtcentralen, og også ude på stationerne. Og det er heldigvis lykkedes os at følge med, siger Ellen Trolle.

DSB oplyser, at togene har kørt nogenlunde problemfrit dagen igennem. Dog har nogle signalproblemer omkring Taulov givet enkelte forsinkelser sidst på dagen.

/ritzau/