Snus sætter dig i risikozonen for sukkersyge
Snusbrugere har højere risiko for at blive ramt af sukkersyge. En undersøgelse fra Karolinska Instituttet viser, at hvis man indtager en dåse snus eller mere om dagen, øges risikoen for at få type 2 diabetes med 70 procent Foto: Free/Colourbox
Free/Colourbox
Snus trender blandt de unge. Men nu viser en undersøgelse, at snusbrugere har høj risiko for at få sukkersyge.
Hvis du er daglig bruger af den lille pose med fermenteret tobak, der går under navnet snus, så har du større risiko for at få sukkersyge.
Ifølge en undersøgelse fra det svenske Karolinska Institutet øges risikoen for at få sukkersyge nemlig med 70 procent, hvis man bruger en dåse snus eller mere om dagen.
I Danmark er det i særdeleshed de unge, der sætter de små poser med tobak under læben, selv om det er ulovligt.
Det siger Niels Them Kjær, der er projektchef hos Kræftens Bekæmpelse.
- Der er ikke mange voksne danskere, der bruger snus, men der er tegn på, at der er en stigning på det blandt børn og unge, siger han.
Og det bekymrer ham.
- Det vi egentlig er mest bekymret for er, at det bliver en måde at blive fortrolige med tobak på. Vi er bange for, at det bliver en introduktion til tobak, siger han.
Undersøgelsen omhandlede data fra 54.500 mænd og foregik i årene fra 1990 til 2013. I den tid udviklede 2441 af forsøgspersonerne type 2 diabetes.
- Vi kan bekræfte vores tidligere mistanke om, at snusbrugere har en højere risiko for type 2 diabetes.
- En effekt, der tilsyneladende ikke kan forklares med, at forsøgspersonerne er lejlighedsvise rygere, eller at de har en livsstil, der er mindre sund, siger Sofia Carlsson, der er forsker hos Karolinska Institutet, i en pressemeddelelse.
Resultatet kan ifølge undersøgelsen forklares med effekten af nikotin. Studier har vist, at nikotin kan forværre ens insulinfølsomhed og dermed øge risikoen for at få diabetes.
I Sverige bruger 19 procent af mænd snus, mens 4 procent af kvinder bruger det.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker