Der er let spil for sociale bedragere, der snyder sig til ekstra børnepenge, kontanthjælp og andre offentlige ydelser.
Dem, der afsløres i at snyde, slipper nemlig i langt de fleste tilfælde for bødestraf eller fængsel. Det skriver JydskeVestkysten.
Det er Kommunernes kontrolkorps, der skal sende bedragerisagerne til politiet. Men det sker stort set aldrig.
I Sønderborg, Aabenraa, Varde og Esbjerg optrævlede de særlige bedragerigrupper sidste år 119 sager om socialt snyd til en samlet værdi af ni millioner kroner. Kun en enkelt af sagerne blev meldt til politiet.
- Vi hører jo rundt omkring, at politiet ikke har ressourcerne til at prioritere sådan noget, så det har indtil nu afholdt os fra at gå til politiet, siger leder af bedragerigruppen i Aabenraa Kommune, Margit Kristensen.
En af de sager, kommunen har undladt at anmelde, drejer sig om sort arbejde, snyd med sygedagpenge og pension for omkring 300.000 kroner.
Alene i Sønderborg Kommune blev der i 2009 afsløret snyd for 2,3 millioner kroner fordelt på 44 sager. Ingen af dem førte til politianmeldelse.
- For os er det vigtigste at få stoppet udbetalingerne og hevet de uretmæssigt udbetalte beløb tilbage, forklarer gruppeleder Leif Albrechtsen, der dog oplyser, at man i år har skærpet kursen og allerede politianmeldt tre sager.
Formanden for Folketingets socialudvalg, Martin Henriksen (DF) mener, at alle bedragerne bør politianmeldes, hvis der er tale om bevidst snyd.
- Om man har bedraget for 15.000 kroner eller for 100.000 kroner, så har man bedraget, og det skal der slås hårdt ned på, fastslår han.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde