Socialpædagogers formand rystet over omsorgssvigt på bosteder
Eksempler på omsorgssvigt bør imødegås med mere faguddannet personale, mener Socialpædagogers formand.
Optagelser af mennesker med handicap, der udsættes for svigt på to bosteder, ryster formanden for landets 40.000 socialpædagoger.
- Jeg er rystet, vred og ked af det. Det har intet med socialpædagogik at gøre, det man ser. Det er et uacceptabelt omsorgssvigt af mennesker, siger formand for Socialpædagogerne Benny Andersen.
Dokumentaren "Operation X - Nødråb fra natten" beskriver blandt andet en 19-årig multihandicappet mand, der forgæves råber på hjælp i en time og 14 minutter.
På et andet bosted har en medarbejder mere travlt med at tjekke sin telefon eller se Netflix i stedet for at aktivere en beboer med selvskadende adfærd.
- Det kan skyldes manglende viden, manglende faglighed, og at der ikke er det rette menneskesyn til stede.
- Men det ændrer ikke ved, at uanset hvilken uddannelsesbaggrund du har, så kan man ikke forsvare, det vi ser i udsendelsen. Det er omsorgssvigt, og det må ikke ske, siger Benny Andersen.
Spørgsmål: Vil man kunne genfinde lignende eksempler på omsorgssvigt på andre institutioner rundt om i landet?
- Mit indtryk er, at på langt de fleste bosteder foregår der et rigtig godt og solidt stykke fagligt arbejde, der hver dag gør, at mennesker får nogle livsmuligheder, de ellers ikke ville have haft.
- Men jeg kan selvfølgelig ikke udelukke, at der ikke kan være andre steder, siger Benny Andersen.
Social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) har på det sociale medie X kaldt optagelserne "forfærdelige" og "hjerteskærende".
Hun vil nu indkalde blandt andet kommuner, regioner, FOA og Socialpædagogerne til et møde, "så vi i fællesskab kan få ændret fundamentalt på handicapområdet".
Socialpædagogernes formand mener, at man skal starte med at højne fagligheden blandt medarbejderne i botilbud.
Cirka 50 procent af personalet i botilbuddene er i dag uddannede socialpædagoger.
Andelen af faguddannede har ifølge Benny Andersen været for nedadgående gennem en årrække.
Det skal ændres, mener han.
- Jeg kan ikke garantere, at der ikke findes uddannede socialpædagoger, der ikke opfører sig ordentligt eller har det rette menneskesyn.
- Men vi kan dokumentere via undersøgelser, at jo flere uddannede der er, jo bedre trives borgerne, og jo mindre sygdom er der. Så selvfølgelig er der en sammenhæng mellem personalets faglighed og det, der sker ude på stederne.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker