Socialrådgivere har valgt Bettina Post-afløser
Majbrit Berlau efterfølger Bettina Post som formand for Dansk Socialrådgiverforening. Det står klart efter en urafstemning blandt medlemmerne, skriver foreningen på sin hjemmeside.
Den nyvalgte formand fik 71,6 procent af stemmerne.
- Jeg er meget glad for, at medlemmerne har givet mig så stærkt et mandat. Valgkampen har været præget af et stort engagement blandt medlemmerne, hvor fremtiden for vores fag og forening har været diskuteret.
- Rygterne om, at medlemmerne ikke vil eller er ligeglad med fagbevægelsen, er vist modbevist for vores vedkommende, siger Majbrit Berlau, der tiltræder som formand den 24. november.
Efter fire år i spidsen for Dansk Socialrådgiverforening sagde Bettina Post i august, at hun ikke ville genopstille ved det kommende formandsvalg.
Bettina Post tog beslutningen om at stoppe som formand, fordi hun mener, at forbundet har bevæget sig i en partipolitisk retning, som hun ikke kan se sig selv i.
Hun oplevede i foråret at blive modsagt af medlemmer af forbundets hovedbestyrelse i debatten om kontanthjælpsreformen.
Post blev i 2004 valgt til næstformand i forbundet og trådte i 2008 det sidste skridt op ad rangstigen til formandsposten.
Gennem denne periode har hun arbejdet målrettet for at øge foreningens synlighed og har blandt andet deltaget i debatten omkring kontanthjælpsreformen, socialrådgivernes rolle i sager om misbrug af børn samt vold og trusler mod offentligt ansatte.
Dansk Socialrådgiverforening har ikke kun fået ny formand. Niels Christian Barkholt overtager næstformandsposten efter Ulrik Frederiksen, og Annemette El-Azem bliver ny formand for Region Øst efter Majbrit Berlau.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned