Søgning efter kanyler på nordjyske strande udskydes til marts

Flere strande på Nordjyllands vestkyst flød i slutningen af december med gods fra tabte Mærsk-containere. Der har siden været omfattende oprydning, men søndag lykkedes det alligevel frivillige at finde kanyler i sandet. (Arkivfoto). Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Frivillige med metaldetektorer fandt søndag kanyler på Rødhus Strand. Men frosten gav dem udfordringer.

Offentliggjort Sidst opdateret

Frosten gjorde det svært for de frivillige, der søndag væbnet med metaldetektorer ledte efter kanyler i sandet på Rødhus Strand i Nordjylland.

Derfor vil man udskyde yderligere søgning på stranden og andre strækninger indtil marts.

Det fortæller formanden for Nordjysk Detektorforening, Martin Sonne-Schmidt.

- Det lykkedes os at finde 10 kanyler, men meget af stranden er hård som beton på grund af frost.

- Når vi når begyndelsen af marts, vil vi tage kontakt til Jammerbugt Kommune og så kigge på nogle af de resterende strækninger, siger Martin Sonne-Schmidt.

Kanylerne er en del af godset fra de containere, som et Mærsk-skib før jul tabte i havet ud for Nordjyllands kyst.

Jammerbugt Kommune har tidligere meldt ud, at søgning med detektorer foruden Rødhus Strand også ville ske på strækningen mellem Slettestrand og Svinkløv Strand.

Også området mellem Kollerup Strand og Grønnestrand skal finkæmmes.

Ifølge kommunen skulle det ske inden udgangen af januar. Men det bliver i så fald ikke med hjælp fra Nordjysk Detektorforening.

Langt størstedelen af de omkring 30 frivillige med metaldetektorer, der søndag var mødt op på Rødhus Strand, er medlem af foreningen.

I de par timer søgningen stod på, nåede de at gennemgå en strækning på omkring 1,5 kilometer, siger Martin Sonne-Schmidt.

Detektorførerne måtte gå langsomt frem, forklarer han.

- Selve nålen i kanylesættet er lille, så det signal, metaldetektoren opfanger, er meget svagt. Derfor skal man lytte rigtigt godt efter for at høre det, og man skal ikke bevæge sig for hurtigt afsted.

Strandene på den nordjyske kyst er yndede mål for badegæster. Derfor har særligt de tabte kanyler, som nemt kan forputte sig i sandet, vakt bekymring hos Jammerbugt Kommune.

Den vil derfor gerne have strandene set efter en ekstra gang med hjælp fra metaldetektorer.

Overordnet set er strandene dog rene, har kommunen tidligere oplyst.

/ritzau/