Sol og forurening forhøjer ozon

Ozonindholdet i luften over Danmark er lettere forhøjet, og det kan give astmatikere og andre med luftvejslidelser problemer.

Særligt følsomme personer kan med fordel opholde sig inde, hvor koncentrationen normalt er mindre, oplyser Miljøministeriet.

Fredag eftermiddag blev der i Vestjylland målt 187 mikrogram ozon per kubikmeter, og det er en overskridelse af EU's tærskelværdi, som ligger på 180. Også i resten af landet er niveauet højere end normalt.

Årsagen er en kombination af det solrige vejr, transport af forurenet luft fra Centraleuropa og, at den ophobede luftforurening forbliver tæt ved jorden. En situation der forventes at fortsætte de næste dage, hvor det ligesom fredag især er i løbet af eftermiddagen, at værdien stiger.

Foruden at trække indendøre, kan andre forholdsregler, ifølge Miljøministeriet, være at undgå kraftige fysiske udfoldelser udendørs. Desuden bør personer, der tager medicin mod deres luftvejslidelse, være opmærksomme på at tilpasse medicinen, eventuelt i samråd med deres læge.

Sidst koncentrationen overskred EU's tærskelværdi var i juni 2006, hvor der i Vestjylland blev målt 193 mikrogram per kubikmeter. Overskridelserne registreres normalt med nogle få års mellemrum.

/ritzau/

En måling foretaget i Vestjylland viser en lettere forhøjelse af ozon i luften. Det kan give astmatikere problemer. Også i resten af landet er niveauet højere.

Offentliggjort Sidst opdateret