Sol og skyer banker på i tør vejruge
Selvom kalenderen officielt varsler efterår, lader vejret os blive i sensommeren lidt endnu.
Regnen holder sig på afstand og giver plads til pænt vejr i den kommende uge.
Særligt i ugens første dage kigger solen frem fra skyerne, lyder det fra DMI.
- Det ser rigtig pænt ud uden dramatik, uden kraftig regn og uden kraftig vind. Det bliver en rigtig pæn uge med solskin og stort set tørvejr, siger Jørn Thomsen, vagthavende meteorolog, til Ritzau.
- Der kan komme få byger i løbet af ugen, men det er ikke noget særligt. Det bliver heller ikke solskin fra morgen til aften, for der kommer også nogle skyer, men altså pænt vejr med sol og knap 20 grader i dagtimerne, uddyber han.
Temperaturerne kommer til at ligge på mellem 15 og 20 grader om dagen, mens de dykker til omkring ti i aften- og nattetimerne.
- Mandag får vi overvejende sol, mens der tirsdag kommer lidt flere skyer i billedet. Vi kan nok også få tåge i løbet af natten, så tirsdag bliver pæn, men ikke lige så flot som mandag, siger Jørn Thomsen.
- Risikoen for byger er så voksende senere på ugen, men det er meget få byger. Man kan godt være uheldig at ramme noget regn torsdag eller fredag, men det er ikke et dominerende træk ved vejret. Det er småbyger, fortsætter han.
Vinden bliver svag til jævn det meste af tiden, og overordnet er der vejrmæssigt tale om en klassisk uge i september.
- Det er typisk septembervejr. September har jo ligesom andre måneder mange ansigter, men det er ikke mærkeligt vejr. Det er mere sensommervejr end efterår med regn og rusk, siger Jørn Thomsen.
Det solrige vejr bliver dog presset væk af en ny front, og det kommer formentlig til at betyde mere nedbør - måske allerede i weekenden.
-Det pæne vejr over Skandinavien viger, og det åbner op for mere ustadigt vejr i weekenden eller i starten af næste uge. Det begynder at trække lidt op med mere udbredt regn, men hvornår, det kommer, er for tidligt at sige, lyder det fra Jørn Thomsen.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker