Et historisk bredt forsvarsforlig giver 3,5 milliarder kroner ekstra til forsvaret. Pengene skal blandt andet sikre Afghanistan-soldater det bedst mulige udstyr
Forsvaret får flere penge, og de skal gå til soldaterne i Afghanistan. Det er hjørnestenen i det historiske brede forsvarsforlig, som alle partier på nær Enhedslisten indgik onsdag aften.
Det er første gang siden den kolde krig, at forsvaret får ekstra penge at gøre godt med. I alt 3,5 milliarder kroner ekstra over fem år. Heraf er 500 millioner kroner afsat i pulje, som kan bruges til øjeblikket indkøb af nødvendigt udstyr til soldaterne på de internationale missioner. Ud over flere midler til soldaterne i Afghanistan, glæder forsvarsminister Søren Gade (V) sig især over, at også SF nu for første gang er med i forligskredsen. Den brede opbakning bag forsvaret betyder utroligt meget for de udsendte soldater og deres pårørende:
- Politikerne kan være uenige om mange ting og også være uenige om missionen i Afghanistan. Men det er meget vigtigt med den størst mulige opbakning til de soldater, som tager ud for at udføre det arbejde, et politisk flertal står bag, og som de i nogle tilfælde betaler en høj pris for at udføre, siger Søren Gade.
Partierne er enige om at bruge 600 af de ekstra millioner på indkøb af udstyr, så soldaterne herhjemme kan træne på det samme udstyr, som de senere skal bruge i Afghanistan. Derudover skal 900 millioner kroner bruges på at fylde forsvarets halvtomme lagre op med ammunition og reservedele til de internationale missioner.
Forsvaret må dog også indstille sig på strammere økonomistyring, samtidig med at antallet af kampfly og kampvogne bliver reduceret. Fremover skal Danmark kun have 30 kampfly mod 48 i dag. Dermed kan Danmark kun sende halvt så mange fly ud på internationale missioner set over et år. Partierne er dog enige om, at Danmark også fremover skal have kampfly. Dermed er der lagt op til på sigt at købe nye kampfly til erstatning for F-16.
Aftalen betyder også, at antallet af kampvogne reduceres fra 57 til 34. Det er lige præcis nok til, at forsvaret fortsat kan have fire kampvogne kørende som støtte for de danske soldater i Helmand, siger Søren Gade.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned