Soldater på vej ud af farlig operation

Siden 1. juli har omkring 500 danske soldater deltaget i en af de største danske operationer i Afghanistan nogensinde. Nu er de på vej væk fra frontlinjen.

I 45 graders bagende varme har de danske soldater i mere end en uge kæmpet med Taliban i den store operation kaldet Panterens Klør. Men nu er den danske indsats ved at være slut, oplyser Hærens Operative Kommando (HOK).
Siden den 1. juli har hovedparten af Danish Battle Group været involveret i operationen, der er blandt de største danske operationer i Afghanistan. Omkring 500 danske soldater kæmpet sammen med 3000 britiske og 350 afghanske soldater i operationen,
Ifølge HOK skal de danske soldater nu kun udføre støtteopgaver og hjælpe med forsyninger til de britiske og afghanske soldater, der fortsat er indsat i operationen. Derudover vil danske soldater fra Bravo-kompagniet gå patruljer i operationsområdet.
Danskerne kæmper under britisk kommando og har etableret og beskyttet brohoveder i området, som gennemskæres af mange kanaler. Desuden har danske soldater patruljeret sammen med afghanske specialstyrker i de forholdsvis sikre områder bag brohovederne. Offensiven skal fortrænge Taliban fra området og gøre vejene mellem Lashkar Gar og Gereskh sikre.
De danske soldater har været under beskydning fra Taliban, når de har indtaget de forskellige overgange. To danske soldater er såret under operationen, heraf en alvorligt. Han blev fløjet til Danmark for at blive behandlet for skudsår.
Under fælles fremstød fra de danske brohoveder har britiske og afghanske soldater fundet flere lagre af vejsidebomber og huse, hvor de fremstilles. Længere sydpå i provinsen er 4000 amerikanske soldater i gang med en tilsvarende offensiv mod Taliban.


Charlie-kompagniet bliver nu samlet i Armadillo, hvor deres fokus den næste måneds tid vil være på at skabe de bedst mulige forudsætninger for en god start for hold 8, som ankommer i august.
/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret