Solen skinner glimtvis til nordjyderne på en uge med gråvejr
Ugen byder på mildt efterårsvejr med temperaturer, der kan snige sig op omkring ti grader i dagstimerne. Særligt i Nordjylland vil solen af og til trænge igennem skyerne. (Arkivfoto). Foto: Kurt Lønstrup/Ritzau Scanpix
Ugen byder på skyet vejr med milde temperaturer. En enkelt nat kan temperaturerne nå omkring frysepunktet.
Denne uge byder på mildt efterårsvejr, hvor solen særligt i de nordjyske egne af og til vil trænge igennem skyerne. Nedbørsmængderne vil være begrænsede.
Sådan lyder det tidligt mandag morgen fra Henning Gisselø, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
Særligt jyderne vil dog mandag morgen vågne op til regnvejr.
- Resten af landet får også skyet vejr, men der er tale om regn i småtingsafdelingen, siger meteorologen.
De fleste steder er der mandag tale om nedbørsmængder på omkring fem millimeter, mens der lokalt kan falde op til ti millimeter.
- I løbet af dagen begynder det at klare op nordfra. Nordjyderne får således muligheden for at se solen i dag. Det er ikke noget, som vi er vant til i disse tider, siger Henning Gisselø.
Efterhånden vil de regnbyger, der ligger over Jylland, trække mod syd, således at det i løbet af dagen bliver tørvejr.
- Temperaturerne bliver forholdsvis lune med temperaturer på omkring otte grader, mens vinden er svag, siger meteorologen.
Natten til tirsdag breder opklaringen sig til hele landet, og der vil kunne opstå tågebanker.
- Manglen på skyer betyder, at vi får temperaturer omkring frysepunktet. Så natten til tirsdag og tirsdag morgen skal man passe på glatte veje, siger Henning Gisselø.
Umiddelbart vil det kun være tirsdag nat, der byder på frostvejr.
Tirsdag og onsdag kan man nogle steder få solen at se - særligt i Nordjylland - men der vil fortsat være mange skyer.
Temperaturerne ligger tirsdag fortsat på omkring otte grader, mens de onsdag kan snige sig op på ti grader. Onsdag vil vinden tage til, så vinden ved vestkysten kan nå op på hård vind.
Torsdag forventes at blive den pæneste og mest solrige dag denne uge.
- Der er fortsat omkring ti graders varme med let til frisk vind. Her er der lidt større chance for, at ikke kun nordjyderne får solen at se, siger Henning Gisselø.
Op mod weekenden fredag vil der ikke være de store ændringer.
- Dagen starter formodentligt pænt med lidt solskin, men så kommer der flere skyer ind over landet. Vi holder stadig de pæne temperaturer på omkring ti grader, siger meteorologen.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde