Solskinsøen gør sig klar til snerig uge
Bornholm har i løbet dagen lørdag oplevet adskillige snebyger, men bornholmerne kan godt forberede sig på endnu mere sne i de kommende fem dage, lyder det fra DMI. Foto: Scanpix/Bax Lindhardt
Scanpix/Bax Lindhardt
Beredskabsstyrelsen er opmærksom på, at Bornholm risikerer masser af sne i de kommende dage.
Bornholm har i løbet dagen lørdag haft adskillige snebyger, men bornholmerne kan godt forberede sig på endnu mere sne i de kommende fem dage.
Sådan lyder det fra Dan Nilsvall, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
- På Bornholm i løbet af ugen kan der falde mellem 25 og 60 centimeter sne. Det skyldes et højtryk fra det centrale Skandinavien, der er på vej mod Østersøen, hvor luften er lidt varmere, fortæller han.
Hos DMI forventer man, at der indtil mandag morgen lokalt kan falde mellem 10 og 15 centimeter sne på solskinsøen. Der er tilmed risiko for, at sneen kan begynde at fyge.
Blandt andet derfor har Beredskabsstyrelsens operative chef, Lars Høg Schou, lørdag aften oplyst på Twitter, at man sender to sneplove til Bornholm.
Dan Nilsvall fra DMI understreger, at der er usikkerheder forbundet med prognosen.
- I forhold til sneen kan der være store lokale udsving, fordi det kommer i bygeform, siger han.
I resten af landet kommer der betragteligt mindre sne i løbet af ugen, og nogle steder vil der kun være tale om ubetydelige mængder, tilføjer han.
Til gengæld bliver det hundekoldt i næste uge, når nattemperaturerne kan komme ned omkring ti graders frost.
Det betyder også, at den sne, der måtte falde i den kommende uge, kan komme til at ligge der et godt stykke tid - også selv om kalenderen kalder på forår.
- Vi kan ikke lige se, at vejret skulle blive lunere lige foreløbig, så sneen kommer nok til at ligge rundtomkring et godt stykke ind i marts måned også, lyder prognosen fra Dan Nilsvall.
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker