Somaliere flygter ud af Danmark

Dovne, ekstremister, nassere og khattyggere.

Det er blot nogle af de fordomme, mange somaliere møder i Danmark. Derfor forlader flere og flere somaliere hvert eneste år landet og søger grønnere græs i Storbritannien, skriver metroXpress.

Samtidig er det den eneste gruppe af indvandrere, der bliver mindre hvert år.

- Vi sørger simpelthen for, at de har det så forfærdeligt, at de forlader landet, siger centerleder på Dokumentations- og rådgivningscentret om racediskrimination Niels Erik Hansen til metroXpress

I en undersøgelse foretaget af EU's agentur for fundamentale rettigheder svarer 31 procent af herboende somaliere, at de har oplevet racediskrimination mindst én gang.

Undersøgelsen stammer fra 2009, men klapjagten på somaliere i Danmark går længere tilbage.

- Da somalierne begyndte at komme til landet i midten af 1990'erne blev de centrum for en meget politiseret debat om udlændinge, forklarer projektseniorforsker i migration på Dansk Institut for Internationale studier, Nauja Kleist.

- De blev hængt ud i medierne som en uintegrerbar gruppe, og det har præget manges opfattelse af somaliere siden, siger hun.

123 somaliere fik i 2010 dansk statsborgerskab. Men det er langtfra sikkert, at det vil blive brugt i Danmark - ofte bliver statsborgerskabet brugt til at flytte til for eksempel Storbritannien.

- Det er ingen hemmelighed, at mange flytter til London. De tror, at de vil få større frihed og slippe væk fra den syndebukrolle, som somaliere har fået i Danmark, siger formand for somalisk forening Ahmed H. Dhaqane til metroXpress.

Han mener dog, at det danske integrationssystem er bedre end det engelske, fordi langt færre somaliske kvinder i Storbritannien arbejder i forhold til somaliske kvinder i Danmark.

/ritzau/

Somalierne er den eneste gruppe indvandrere, der bliver mindre hvert år. Mange søger grønnere græs i England.

Offentliggjort Sidst opdateret