Sommerhusejere fra Lønstrup vil tage betonpåbud i retten
En medarbejder fra Kystdirektoratet med landmålerudstyr ses her ved sommerhusområdet, hvor der foretaget ulovlig kystsikring ved Lønstrup Klint syd for Lønstrup. Kystdirektoratet har anmeldt sommerhusejerne for at have skubbet sand ud over skrænterne samt at have hældt flydende beton ned af skrænten. Foto: Scanpix/Henning Bagger
Scanpix/Henning Bagger
Kystdirektoratet vil have 12 grundejere til at rydde op efter ulovlig kystsikring. Men det kan ende i retten.
En sag om ulovlig kystsikring, i form af beton der blev hældt i ved kysten i Lønstrup før jul, kan ende i retten. Det kan den, hvis Kystdirektoratet insisterer på, at en gruppe grundejere i området selv skal rydde op.
Kystdirektoratet har udsendt varsel om påbud, der skal tvinge sommerhusejere med grunde tæt på skrænten i området ved Lønstrup til at fjerne betonen.
Men ifølge advokat Hans Sønderby Christensen, der repræsenterer en gruppe af grundejerne i området, er det helt uacceptabelt.
- De to grundejere, som jeg er bekendt med er omfattet af påbuddet, har protesteret over for Kystdirektoratet og vil ikke acceptere et påbud af den karakter.
- Derfor bliver det til en retssag, hvis Kystdirektoratet holder fast. Rent formelt agter vi at indgive en begæring om opsættende virkning, siger han.
Ifølge områdechef Hans Erik Cutoi-Toft fra Kystdirektoratet er i alt 12 grundejere omfattet af varslet, som direktoratet udsendte 10. januar.
De er omfattet, fordi Kystdirektoratet har kunnet konstatere, at der er arbejdet med at lave den ulovlige kystsikring fra netop deres grunde.
De 12 havde egentlig frist ved midnat torsdag til at komme med indsigelser, inden påbuddet træder i kraft. Men en grundejer har bedt om udsættelse, hvorfor fristen er udskudt til 20. februar.
Det var i dagene op mod jul, at et område på størrelse med en fodboldbane blev udjævnet i et sommerhusområde syd for Lønstrup.
Efterfølgende er sand og buske skubbet i havet, hvorefter der er hældt beton på. Sagen er også meldt til politiet af Kystdirektoratet.
Der er ikke givet tilladelse til kystsikring i området, og det har frustreret grundejerne i årevis, fordi de frygter, at deres grunde bliver ædt af havet, lyder det fra Hans Sønderby Christensen.
Han repræsenterer en gruppe på omkring 50 sommerhusejere, der kræver kysten sikret.
- Man kan godt kalde det kulminationen på mange års frustration, siger han om den ulovlige kystsikring.
- De oplever det, som at de ikke har noget valg. De fleste mennesker vil kunne forstå desperationen, der opstår, hvis ens pensionsopsparing er ved at styrte i havet, siger han.
Området er en del af det 292 hektar store naturbeskyttelsesområde Rubjerg Knude og Lønstrup Klint.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned