Sommervarme på Roskilde Festival: Sådan bliver vejret
Gæsterne på årets Roskilde Festival slipper for at sejle rundt i mudder og kan i stedet se frem til solrige musikdage sidst på ugen, hvor temperaturen måske rammer et sommerniveau.
- Når først festivalen for alvor går i gang, så ser det ud til at blive godt, fortæller vagtchef Henning Gisselø fra DMI.
Først skal de omkring 100.000 festivaldeltagere dog igennem et par gråvejrsdage mandag og tirsdag, hvor der kan komme enkelte byger, og hvor termometeret ikke viser meget mere end 18 grader.
Onsdag kan der blive brug for både gummistøvler og regntøj, da et regnvejr trænger sig på.
- Onsdag får de formentlig noget regn. Det bliver den værste dag rent festivalmæssigt, lyder det fra Henning Gisselø.
Til gengæld begynder temperaturerne at stige til over 20 grader, og DMI forventer ikke, at der falder mere end omkring tre millimeter.
Og når Orange Scene åbner torsdag, ser det ud til at være slut med regnbygerne.
- Det bliver lidt grumset om formiddagen, men så klarer det op fra sydvest, siger vagtchefen.
- Fredag og lørdag står der sol på programmet. Det bliver helt sikkert nogle tørvejrsdage, hvor solen kommer mere på i løbet af dagen, og vi hæver temperaturerne til 18-23 grader. Måske kan vi søndag nå de 25 grader, vurderer Henning Gisselø.
Roskilde Festival er før druknet i store regnmængder. 2007 var den vådeste omgang i festivalens historie med omkring 100 millimeter. Men årets musikarrangement ser altså ud til at blive noget tørrere.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde