Det gælder om at få set så meget VM-fodbold som muligt mandag og tirsdag. Fra onsdag begynder det danske sommervejr nemlig for alvor at kunne konkurrere med VM i Sydafrika om danskernes opmærksomhed.
Mandag bliver kølig og skyet, og tirsdag kan der komme byger i de nordlige og østlige egne.
Men fra onsdag bliver vejret mere sommerligt med svag vind, sol og pæne temperaturer
- Man kan glæde sig over den uge, der kommer nu. Temperaturen stiger med en grad om dagen, så vi kommer op på 18 til 23 grader fredag, siger vagtchef ved DMI, Bill Vejdegren.
Det gode vejr skyldes, at et højtryk over Atlanterhavet i løbet af ugen breder sig ind over De Britiske Øer og videre mod Sydskandinavien. Højtrykket betyder mere stabilt og varmere vejr i Danmark.
- Så hvis man vil se VM fodbold sidst på ugen, så er det en god idé at tage sin iPhone med i parken, siger Bill Vejdegren.
Nattemperaturerne vil også stige i løbet af ugen fra mellem fem og ti grader til mellem otte og 13 grader natten til lørdag.
Det gælder dog om at udnytte det gode vejr, for prognoserne tyder på, at vejret slår om og bliver mere ustadigt og køligt i weekenden.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned