Søndagsvejr: Roskilde slutter i solskin
Roskilde Festival slutter i plus på vejrkontoen, for festivalens sidste dag bliver nemlig en pæn en af slagsen.
Dyrskuepladsen i Roskilde var ellers skydeskive for kraftige regnbyger fredag, der resulterede i en ordentlig omgang af den smat, som festivalen også er kendt for. Men søndag kan festivalgæsterne nyde stort set i tørvejr.
- I det store hele bliver det en pæn afslutning, forudser vagtchef ved DMI Klaus Larsen.
De festivalgæster, der står tidligt op fra teltene, får 13 graders varme at føle først på dagen, men temperaturen stiger i løbet af søndagen til omkring 24 grader.
Og hvis vejret ellers arter sig efter prognosen, kan det danske rockband Magtens Korridorer opleves i høj solskin, når Johan Olsen og de øvrige bandmedlemmer træder op på Orange scene klokken 15.
- Der kommer en del solskin, og der er stort set ingen vind til at køle sig af på, siger DMIs vagtchef.
Det bliver dog ikke ved sådan, for i løbet af dagen vil der trække sig skyer ind over festivalpladsen.
- Men der kommer stadig nogen sol, forsikrer Klaus Larsen.
I hvert fald indtil et af festivalens hovednavne Björk indtager Orange.
- Når vi kommer ud på aftenen, især sidst på aftenen og natten, kan der komme regn- og tordenbyger, advarer vagtchefen.
Risikoen for regndråber begynder allerede fra omkring klokken 22. Netop når islændingen giver koncert.
- Risikoen er dog større, når vi kommer hen efter midnat, siger vagtchef Klaus Larsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker