Det bliver ikke social- og sundhedsassistenterne, der kommer til at agere opbakning for socialdemokraten Bjarne Laustsen og hans forslag om at forbyde rygning på plejehjem.
Sosu-assistenterne er ellers dem, der skal pleje de ældre og i den forbindelse også holde øje med, om nogen skulle være på nippet til at falde i søvn med en tændt cigaret i hånden til fare for sig selv og andre.
- Hvis et menneske har røget i 70 år, skal vi så forlange, at de skal holde helt op med at ryge, bare fordi de er afhængige af hjælp fra andre? Der har jeg et lidt blødt punkt, siger Dennis Kristensen, formand for Sosu-hjælpernes faglige organisation, FOA.
Han understreger dog, at han godt kan se Bjarne Laustsens pointe, fordi der jævnligt er tilfælde af brande på plejehjem som følge af rygning.
Men på den anden side er det vigtigt, at de ældre føler, at plejehjemmet er deres eget hjem, mener Dennis Kristensen.
- Vi har den filosofi, at kvalitetsældrepleje handler om, at de ældre skal blive længst muligt i deres eget liv. Så det er nok et område, hvor man skal passe på med at blive for krakilsk i forhold til at ville lave om på de ældre, siger FOA-formanden til Ritzau.
Bjarne Laustsens forslag kommer efter, at rygning søndag var årsag til, at en 82-årig beboer omkom på et plejehjem i Vejen.
Idéen om rygeforbud overalt på plejehjemmene møder stort set ingen opbakning. End ikke fra Laustsens egne partifæller i den socialdemokratiske folketingsgruppe.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde