Sosu-chefer: Lille interesse fra medarbejdere for at gå op i tid

Heidi Møller Hagedorn arbejder som social- og sundhedsassistent på deltid i Varde Kommune. Hun er en af de sundhedsmedarbejdere, der ikke er interesseret i at gå op i tid. (Privatfoto). Foto: Free

En ny analyse viser, at sosu-cheferne i syv ud af ti kommuner oplever lille eller ingen efterspørgsel blandt ansatte for at gå fra deltids- til fuldtidsarbejde.

Offentliggjort Sidst opdateret

Langt de fleste social- og sundhedsmedarbejdere går på arbejde færre end 37 timer om ugen.

Kun hver tiende sosu-hjælper er ansat på fuldtid, mens det gør sig gældende for hver femte sosu-assistent.

Spørger man medarbejdernes chefer, er der dog ikke stor efterspørgsel fra medarbejderne for at få flere arbejdstimer.

Det viser en ny analyse foretaget af Momentum, der er Kommunernes Landsforenings (KL) nyhedsbrev.

I en rundspørge svarer 68 procent af social-, sundheds- og ældrechefer, at de i mindre grad oplever en efterspørgsel blandt medarbejderne for at gå op i tid. Seks procent oplever det slet ikke.

Heidi Møller Hagedorn er sosu-assistent i Varde Kommune, hvor hun arbejder 30 timer om ugen.

For hende er det ikke aktuelt at skulle gå op i tid. Hun mener, at det ville føre til for lidt tid med familie og venner.

- Jeg arbejder i forvejen på alle de tidspunkter, hvor folk har fri. Jeg har fast aftenvagt og arbejder både på helligdage og hver anden weekend.

- Hvis jeg skulle tage flere timer, ville det bare være endnu længere tid, hvor jeg er væk fra familie og venner, siger hun.

Hun peger også på, at arbejdet er både fysisk og psykisk hårdt. Hun har i længere perioder døjet med gener i både skuldrene og lænden.

- Der er helt klart et fysisk perspektiv i det for mig. Jeg er ikke sikker på, at jeg kan holde til det. Specielt ikke, hvis jeg skal arbejde, til jeg er 72, siger hun.

I Køge Kommune oplever ældre- og sundhedschef Camilla Meyer nogle af de samme problemstillinger for medarbejderne på deltid.

- Det er en udfordring, at en del af vores medarbejdere i ældreplejen oplever, at det er svært at gå op i tid af forskellige årsager. Dels af private årsager eller som følge af en oplevelse af for stor arbejdsbyrde, siger hun.

Ifølge hende har der i mange år været en deltidskultur på plejeområdet. Den kan blandt andet tilskrives, at faget i høj grad er besat af kvinder. Derfor har mange valgt deltidsstillinger for at få privatliv og arbejdsliv til at gå op.

Næsten hver syvende social-, sundheds- og ældrechef oplever, at der i mindre grad er efterspørgsel fra medarbejderne på at gå op i tid. I Kommunernes Landsforening mener man, at der skal ske en kulturændring. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Den deltidskultur skal der gøres op med. Det mener Michael Ziegler, der er formand for KL's Løn og personaleudvalg. Han påpeger, at man indenfor sosu-faget mangler hænder, og at der ventes stor personalemangel i fremtiden.

- Når vi ser på, hvordan efterspørgslen og udbuddet på sosu-området vil udvikle sig, så går vi fra en situation, som lige nu er svær, til en situation, der bliver meget sværere. Det sker i takt med, at der kommer flere ældre og for få ind i faget, siger han.

En analyse foretaget af Momentum viser, at der om otte år vil mangle knap 16.000 social- og sundhedsmedarbejdere.

Problematikken er man ifølge Michael Ziegler allerede ved at arbejde på. Han henviser til, at KL i samarbejde med fagforeningerne har aftalt at samarbejde om at ændre kulturen.

- Vi har ved overenskomstforhandlingerne i 2018 aftalt det her partsprojekt, hvor fuldtid skal være det normale udgangspunkt med deltid som en mulighed. I dag er det måske nærmest omvendt.

- Det er i gang nu, men det er kun i en startfase. Det er et tungt træk, men det er det, der skal til for at rykke på dagsordenen, siger han.

/ritzau/

Mandag i Radio4 Morgen talte de med Mads Sørensen (V), der er borgmester i Varde Kommune. Han er bekymret for, at kommunens udfordringer med at finde SOSU-assistenter begynder at gå udover velfærden. Lyt med her.

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu